Gå til hovedindhold

De nye barselsregler

De nye barselsregler

Se her en oversigt over de nye barselsregler gældende for forældre til børn født den 2. august eller senere

Den nye barselslov ligestiller mor og far, så de hver får ret til 24 ugers fravær med ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark, efter at barnet er født.

Det nye er, at noget af orloven - 9 uger - er blevet øremærket til faren. Det betyder, at hvis faren ikke holder den øremærkede orlov med dagpenge fra Udbetaling Danmark, så går den tabt, fordi den ikke kan overdrages til moren. Dette vil måske få flere fædre til at holde mere orlov end tidligere. 

Her kan du få et overblik over, hvor meget orlov mor og far/medmor har ret til, og om de har krav på enten løn eller dagpenge fra Udbetaling Danmark - og om virksomheden kan få lønrefusion.

Det afhænger nemlig af to forhold:

  • Personalekategori/Stillingen – er det en svend, en lærling eller en funktionær (bogholder, reservedelsassistent, sælger, værkfører, kontorelev) og
  • om du (virksomheden) er omfattet af overenskomst eller ej

Hvis du (virksomheden) betaler løn i orlovs-perioden, så vil du kunne få lønrefusion fra Udbetaling Danmark (120,68 pr. time) og også Barselsfonden/Barsel.dk (88 kr. pr. time) - dog kun i de orlovsperioder, hvor medarbejderen har ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark - og det er 24 uger hver. Moren har derudover ret til dagpenge 4 uger før termin.

Vær opmærksom på, at du (virksomheden) altid skal indberette fravær pga. orlov, og når du stopper medarbejderens løn, på virk.dk/NemRefusion – det er vigtigt, for ellers kan din medarbejder ikke selv søge om at få dagpenge fra Udbetaling Danmark i den ulønnede orlovsperiode.

Der er mange regler på orlovsområdet - så ring gerne til sekretariatet på tlf. 4399 6633 for yderligere vejledning.

 

Reglerne hvis du er omfattet af overenskomst - DI/Dansk Metal, DBR Arbejdsgiverforening/Dansk Metal eller HK Privat

 

Din medarbejder har krav på at få løn under dele af orloven. Da du betaler løn til din medarbejder på orlov, kan du få refusion fra Udbetaling Danmark og Barselsfonden. Det er dog et krav, at timelønnen er højere end dagpengesatsen (120,68 kr.), og at medarbejderen har ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark - ellers kan du ikke få lønrefusion.

Faren/medmoren har ret til at holde:

  • 2 ugers fædreorlov med lønDu får refusion fra Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 9 (+ evt.3) ugers forældreorlov, hvoraf de 8 uger er med løn. Overenskomsten giver yderligere ret til 3 ugers forældreorlov med løn til enten far eller mor. Alle 9 uger er øremærket til faren og bortfalder, hvis ikke faren holder dem. De kan heller ikke overdrages til moren.
  • 13 ugers forældreorlov med dagpenge fra Udbetaling Danmark eller du betaler løn og får refusion fra både Udbetaling Danmark og Barselsfonden. Disse 13 uger kan faren/medmoren vælge at overdrage til moren.
  • 8-14 ugers forældreorlov uden dagpenge (og dermed ingen lønrefusion). Det er kun ret til fravær, men uden dagpenge, løn og refusion. Hvis du vælger at betale løn i denne periode, så er den fulde lønudgift din, fordi medarbejderen ikke har ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark, og dermed har du heller ikke ret til refusion. 

Moren har ret til at holde:

  • 4 ugers graviditets-orlov med løn. Du får refusion fra Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 14 + 5 (+ evt. 3) ugers barselsorlov med løn. Du får refusion fra Udbetaling Danmark og Barselsfonden. Overenskomsten giver yderligere ret til 3 ugers forældreorlov med løn til enten far eller mor.
  • 2 ugers forældreorlov med dagpenge fra Udbetaling DanmarkHvis moren tager de 3 uger ekstra, så skal moren have løn under orloven, og du kan få refusion fra både Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 8-14 ugers forældreorlov uden dagpenge (og dermed ingen lønrefusion). Det er kun ret til fravær, men uden dagpenge, løn og refusion. Hvis du vælger at betale løn i denne periode, så er den fulde lønudgift din, fordi medarbejderen ikke har ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark, og dermed har du heller ikke ret til refusion. 

 

Reglerne hvis du ikke er omfattet af overenskomst

 

Din medarbejder har som udgangspunkt ikke krav på løn, når han/hun er på orlov. Medarbejderen har ”kun” ret til fravær og dagpenge fra Udbetaling Danmark – det følger af barselsloven. Husk at lærlinge og fleksjobbere er omfattet af overenskomst og derfor skal du følge ovenstående regler for "hvis du er omfattet af overenskomst"

Det er vigtigt, at du som arbejdsgiver indberetter fravær pga. barsels- og forældreorlov på virk.dk/NemRefusion – derved får medarbejderen direkte besked fra Udbetaling Danmark med henblik på at få dagpenge i den ulønnede orlovsperiode.

Du må dog altid gerne aftale med din medarbejder, at du betaler løn til medarbejderen under orloven. Hvis du betaler løn, så kan du få refusion fra Udbetaling Danmark og Barselsfonden. Det er dog et krav, at timelønnen er højere end dagpengesatsen (120,68 kr.), og at medarbejderen har ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark, ellers kan du ikke få lønrefusion.

Faren/medmoren har ret til at holde:

  • 2 ugers fædreorlov med dagpenge fra Udbetaling Danmark eller du betaler løn og får refusion fra både Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 22 ugers forældreorlov med dagpenge fra Udbetaling Danmark - heraf er de 9 uger øremærket til faren og bortfalder, hvis ikke faren holder dem. De 13 uger kan overdrages til moren. Hvis du betaler løn, kan du få refusion fra både Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 8-14 ugers forældreorlov uden dagpenge (og dermed ingen lønrefusion). Det er kun ret til fravær, men uden dagpenge, løn og refusion. Hvis du vælger at betale løn i denne periode, så er den fulde lønudgift din, fordi medarbejderen ikke har ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark, og dermed har du heller ikke ret til refusion. 

Moren har ret til at holde:

  • 4 ugers graviditetsorlov med dagpenge fra Udbetaling Danmark eller du betaler løn og får refusion fra både Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 10 ugers barselsorlov med dagpenge fra Udbetaling Danmark eller du betaler løn og får refusion fra både Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 14 ugers forældreorlov med dagpenge fra Udbetaling Danmark - heraf er de 9 uger øremærket til moren og resten kan overdrages til faren. Hvis du betaler løn, kan du få refusion fra både Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 8-14 ugers forældreorlov uden dagpenge (og dermed ingen lønrefusion). Det er kun ret til fravær, men uden dagpenge, løn og refusion. Hvis du vælger at betale løn i denne periode, så er den fulde lønudgift din, fordi medarbejderen ikke har ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark, og dermed har du heller ikke ret til refusion. 

 

Reglerne hvis du ikke er omfattet af overenskomst og medarbejderen er funktionær og mor (gælder ikke far)

 

Er din medarbejder funktionær (i henhold til funktionærloven) og mor, så har hun ret til at få orlov med halv løn i følgende perioder:

  • 4 ugers graviditetsorlov med halv løn. Du kan få refusion fra Udbetaling Danmark og Barselsfonden. Det kræver dog, at timelønnen er højere end dagpengesatsen for at få refusion. Du kan også vælge at betale fuld løn, og du vil få refusion fra Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 14 ugers barselsorlov med halv løn. Du kan få refusion fra Udbetaling Danmark og Barselsfonden. Det kræver dog, at timelønnen er højere end dagpengesatsen for at få refusion. Du kan også vælge at betale fuld løn, og du vil få refusion fra Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 10 ugers forældreorlov med dagpenge fra Udbetaling DanmarkDu kan også vælge at betale fuld løn, og du vil få refusion fra Udbetaling Danmark og Barselsfonden.
  • 8-14 ugers forældreorlov uden dagpenge (og dermed ingen lønrefusion). Det er kun ret til fravær, men uden dagpenge, løn og refusion. Hvis du vælger at betale løn i denne periode, så er den fulde lønudgift din, fordi medarbejderen ikke har ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark, og dermed har du heller ikke ret til refusion. 

 

Huskelister og vejledninger

Udbetaling Danmark har lavet huskelister og vejledninger til arbejdsgiver og medarbejder – se dem her eller find dem på virk.dk/vejledning/ba-barselsdagpenge

  • Huskeliste til arbejdsgiver ”Når din medarbejder skal på barsel”
  • Vejledning til arbejdsgiver ”Sådan indberetter du fravær i NemRefusion”
  • Varslingsfrister til medarbejderen
  • Huskeliste til medarbejder ”Hvad skal du huske, når du skal på barsel?”
  • Oversigt over fraværsret, dagpengeret og lønret i forhold til overenskomst og personalekategori

Henvendelse

Kontakt personalejurist Mille Vollmer på mv@dbr.dk eller på tlf. 30145206.