Stor tilslutning til teknisk aften på Sjælland

Trods et markant behov for ”åbenbart egnede dæk” for at komme frem, strømmede 120 mekanikere fra hele Sjælland (også den del, der havde fået et solidt lag sne i løbet af eftermiddagen) på ny til U-nord i Hillerød mandag den 12. januar 2026 for at blive klogere på alt fra elbiler over adgang til data, nye regler for ungarbejdere og ikke mindst spændende nye produkter fra bl.a. Cepelo og Autel.

Københavns Automekaniker Laug og Nordsjællands Bilbrancheforening har efterhånden etableret sig solidt på konceptet om en teknisk aften i Hillerød først på året – og dét i et omfang, så man har måtte sætte en max-grænse på deltagerantallet for at sikre, at alle kan se og høre oplægsholderne.

Konceptet er enkelt: Gode rammer, solid – og god – husmandskost og et alsidigt program, hvor der både er ”røv-til-bænk” oplæg og en tur på værkstedet. Hvor svært kan det være?

Elektropartner fortalte om hhv. AC-anlæg og kinesiske biler

Aftenen blev indledt med skipperlabskovs og netværk, hvorpå Elektropartner holdt to indlæg.

Det første om vigtigheden af at være obs på AC-anlæg i elbiler.

Det næste om de mange nye kinesiske bilers indtog – og udfordringerne med at få data til brug for reparation. Helt fra Grindsted kom Martin Møller og Frederik Jakobsen for at holde de to oplæg.

Dansk Bilbrancheråd informerede om de nye regler for fejedrenge og ungarbejdere

Johanne Berner, Dansk Bilbrancheråd, overtog for en kort bemærkning med et indlæg om de nye regler om fejedrenge og ungarbejdere og en håndsoprækning viste, at mange heldigvis stadig har ungarbejdere.

Juniormesterlære blev også berørt – og også her kunne flere mestre række armen op, da en rundspørge om brugen blev iværksat.

En enkelt – Anders Larsen fra Undal Autoservice, havde sågar taget sin juniormesterlære med. Hun kunne bekræfte, at ordningen også var fed for de unge.

U-NORD viste skoleværkstedet og Cepelo og Nunchi Climate Group fremviste testere og maskiner

En kop kaffe og et stykke hjemmebag senere, fortsatte aftenen på U-NORD's skoleværksted, hvor Cepelo fremviste to spændende produkter, herunder flere testere til elbiler, ligesom Nunchi Climate Group (Flex1One) fremviste en maskine.

Selvfølgelig – vanen tro – var der på aftenen et godt ”messetilbud”, men om nogen slog til vides ikke. Selvom tilbuddene givetvis var gode, så var især Cepelos Autel-kalibreringsapperat til sporing, håndtering af ADAS-systemer og autodiagnose ikke helt billig.

Men en super aften – og vi er mange, der håber, at succesen gentages i 2027.

Henvendelse

Har du spørgsmål, da kontakt vicedirektør Johanne Berner på tlf. 22415103 eller tovholder på arrangementet Bo Krogså fra Københavns Automekaniker Laug på tlf. 40303144.