Står det til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), skal biler over 10 år ikke nødvendigvis synes hvert år, som forslaget til et nyt synsdirektiv fra EU Kommissionen ellers lægger op til. Helt konkret foreslår EØSU en kilometerbegrænsning. Det vil være godt for de danske bilejere og ligger i øvrigt i tråd med indsigelser Dansk Bilbrancheråd tidligere har gjort til synsdirektiv-forslaget.
EU Kommissionens fremlagde i foråret 2025 et forslag til et ny synsdirektiv, hvor det blandt andet blev foreslået, at biler over ti år skulle synes årligt. Til dette forslag offentliggjorde Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) den 18. december 2025 deres bemærkninger, og kommer udvalget igennem med især ét element af deres tanker, så vil det være godt nyt for en del af de danske køretøjsejere.
I det foreliggende udkast til synsdirektiv ligger et krav om periodesyn af alle private køretøjer (herunder også motorcykler) – og når køretøjet rundet 10 år, så foreslås intervallet at være årligt.
Det har Dansk Bilbrancheråd allerede gjort kraftige indsigelser imod, fordi den danske vognpark ikke har en skadehistorik, der begrunder et årligt syn efter 10 år. Helt konkret skrev Dansk Bilbrancheråd, at det var:
…magtpåliggende at påpege, at det er afgørende, at forslaget ikke medfører øgede økonomiske byrder for de danske bilejere. Ved at sætte frekvensen for syn op alene baseret på alder, samt indlægge en generel emissions-test årligt for varevogne, uden nogen nærmere begrundelse for valget af netop 10 år for eksempel, mener vi, at der sker en skævvridning for den almindelige EU-borger – særligt for danskerne, da vi har et højere afgiftsniveau i Danmark…"
Det er nogle af de samme overvejelser, som EØSU lægger vægt på, når de konkret forslår, at det årlige syn efter 10 år ikke skal gælde for private køretøjer, der kører under 10.000 km. om året. Disse skal efter udvalgets opfattelse fortsat kun synes hvert andet år.
Det er Dansk Bilbrancheråds opfattelse, at en sådan – næsten salomonisk – løsning vil kunne være løsningen på i hvert fald en del af den skævvridning, som rådet gav udtryk for i høringssvaret til EU; om end det naturligvis var bedre, hvis kilometerstanden var højere.
Rådet vil nu monitere synsdirektivets fortsatte vej igennem den Europæiske lovmølle.
Et andet – og lidt mere speget – forslag fra EØSU, er, at alle to-hjulede køretøjer skal underlægges periodisk syn. Det spegede her består i, at udvalget direkte nævner, at dette krav også skal gælde køretøjer under 125 m3 – dvs. reelt set også knallerter.
Selvom det giver mere arbejde for synshallerne, så er det svært at se, at der er en decideret trafiksikkerhedsmæssig begrundelse herfor. Årsagen fra udvalget er direkte noteret som køretøjernes ”sårbarhed” – hvad det så end betyder.
Men faktum er i hvert fald, at der fra EU’s side arbejdes benhårdt på at få et nyt synsdirektiv på gaden – og forhåbentlig bliver det med regler, der vil føles som en naturlig forlængelse af dem, vi allerede har i Danmark, og som understøtter trafiksikkerheden ganske fint.
Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt vicedirektør Johanne Berner på jbh@dbr.dk eller tlf. 22 41 51 03.