Hvad er rimelig tid, når reservedele er i restordre?

Det sker fortsat, at reservedele er i restordre – og så kan spørgsmålet melde sig: Hvad betyder det for køber af en bil, der skal have afhjulpet en mangel?

Det spørgsmål har Ankenævn for biler netop taget livtag med i en afgørelse, hvor en forbruger havde købt en 1 år gammel Volvo C40, der havde kørt 1.000 km. Købet skete fra en uafhængig forhandler. Volvoen led af rystelser, der blev besigtiget af Volvo ad flere omgange, men uden at rystelserne blev afhjulpet.

Efter et par forsøg – hvor Volvo udførte 4-hjulsudmåling og foretog udskiftning af tandstangen – udkom en bulletin fra Volvo, der anbefalede udskiftning af trækaksler.

Disse var dog i restordre, og var først forventet 3-6 måneder senere.

Køber krævede ophævelse, da der ikke var sket afhjælpning inden rimelig tid. Forhandleren afslog ud fra, at leveringsproblemerne lå udenfor hans råderum.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kom i forhold til rystelserne frem til, at køber ikke kunne kræve handlen ophævet, da forhandleren havde bestilt akslerne, og da det ikke var hans skyld, at de var i restordre. Derudover – og af væsentlig betydning – så kunne bilen fortsat køre.

Afgørelsen viser altså, at selvom en reservedel er i restordre, så giver det ikke forbrugerkøberen en automatisk ret til at kræve handlen ophævet med henvisning til manglende afhjælpning inden rimelig tid. Det er dog også en konkret begrundet sag, og det har klart haft betydning, at bilen kunne køre – og formentlig kunne køre uden større gener for chaufføren.

Der vil således være sager, der kræver et andet udfald, hvis bilen fx ikke kan køre, eller det er særlig generende for køber at køre i den.

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt advokatfuldmægtig Rasmus Hjelmer Hansen på rsh@dbr.dk eller tlf. 22924399