Dansk Bilbrancheråd til Folkemøde på Bornholm

Debatten om vanvidsbilisme var en af de mest populære hos publikum på Folkemødet.

Folkemødet er tilbage på fuld kraft efter 2 år i dvale. Masser er mennesker og høj solskin i den forgangne weekend – så var scenen sat til mere end 2000 events og paneldebatter på Bornholm. Her følger direktør Erik S. Rasmussens beretning.

I år valgte ledelse i samråd med hovedbestyrelsen, at vi ikke skulle være direkte involveret med dyre telte eller stande. I den alliance Dansk Bilbrancheråd har i samarbejde med FDM, Forsikring og Pension og autoudvalget under SMVdanmark, forsøgte vi dog at stable en spændende paneldebat på benene, der skulle omhandle problematikkerne omkring bilerne som dataloggere.

Desværre lykkedes det ikke af flere årsager, blandt andet at de relevante politikere var optaget til anden side eller ikke deltog på Folkemødet.

Mangel på data-debat men fokus på grønne brændstoffer

Undertegnede deltog i Folkemødet som observatør, og kan berette, at data ikke fyldte meget som tema på årets Folkemøde. Og slet ikke data, der initieres i og af biler. Det må vi forsøge at råde bod på næste år – hvem ejer data i bilerne, og hvordan sikres der lige og fair adgang til ”live-data”? Et tema, vi i Dansk Bilbrancheråd helt sikkert kommer til at arbejde fokuseret med fremover.

Et andet tema, der glædeligt blev drøftet og debatteret i adskillige telte, var grønne brændstoffer til fortrinsvis fly og tunge køretøjer – konklusionen er, at der er medvind for at igangsætte større forsøgsanlæg med bidrag fra offentlige midler.

Stor publikumsmagnet – skal fars bil konfiskeres?

En af de mest populære sager på Folkemødet, der lige nu er meget relevant og fylder meget i bilbranchen, fandt sted i teltet, der husede Advokatsamfundet og Danske Domstole. Det handlede om vanvidsbilisme. Og dette spændende tema samlede et rekordstort publikum, som det kan ses på fotoet.

Her var retten sat, og sagen omhandlede en fiktiv sag, hvor en bil, ført er bilejerens søn, bliver beslaglagt. Det store spørgsmål var, om bilen også skulle endelig konfiskeres og bortsælges på auktion til fordel for statskassen. Helt principielt handler hele problematikken om, hvorvidt en 3. mand, der ejer en bil, kan miste den, UDEN selv overhovedet at have gjort noget kriminelt…??? Det var en såkaldt debatorienteret "Folkedomstol", hvor sagen blev fremlagt, og hvor politikere havde rollen som nævninge. Således var Morten Dahlin (V), Samira Nawa (RV), Rosa Lund (EL), Britt Bager (KF), Peter Skaarup (DF) og Mette Thiesen (NB) ”i retten”. Derudover havde publikum fået udleveret henholdsvis grønne og røde kort, som de kunne stemme med i den fiktive sag.

Sagen omhandlede nærmere bestemt 21 årige "Andreas", som blev taget i at køre 83 km/t til kap- og væddeløbskørsel i Rønnes bebyggelsestætte gader. Andreas kørte i sin fars bil, som han efter aftale havde for at skifte hjul på den. Debatten gik udelukkende på, om bilen skulle konfiskeres. Detaljerne, der blev fremlagt for at nuancere dette, var blandt andet, om vanvidsbilistens far kunne have forudset dette, da familien er meget bilglad og ejer tre biler. 

Til slut var der klart et flertal, der var imod konfiskation og mod de rigide regler, men dette flertal bestod for størstedelens vedkommende af publikum og politikere fra blåblok, samt de helt mørkerøde politikere, mens regeringens repræsentanter og støtter ikke rystede på hånden og lod bilen konfiskere.

Sagen er i øvrigt bygget over en sag, der lige nu ligger i Højesteret, og den sag følges naturligvis også tæt i Dansk Bilbrancheråd.

Henvendelse

Kommentarer eller spørgsmål kan rettes til direktør Erik S. Rasmussen på 40414399 eller esr@dbr.dk.