Advarselsmeddelelse

Bemærk at du har lov til at se denne intranet-side fordi du har klikket på et link fra et nyhedsbrev.Hvis du vil se mere på intranettet skal du logge ind først.

Lovforslag om udbetaling af feriepenge er nu vedtaget

Lovforslag om udbetaling af feriepenge er nu vedtaget

Udbetalingen af tre ugers indefrosne feriepenge bliver frivillig på baggrund af ansøgning fra den enkelte medarbejder. Ligeledes er det afklaret, at virksomhederne fortsat skal opgøre og eventuelt indbetale de indefrosne feriepenge efter de nuværende regler. Det bliver Lønmodtagernes Feriemidler, der kommer til at forestå udbetalingen til oktober. Det skriver Dansk Erhverv.

Indefryses i en ny fond

Overgangen til den nye ferielov per 1. september 2020 indebærer, at feriepenge optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 indefryses i en ny fond. Medarbejderne kan efter overgangsreglerne til den nye ferielov få pengene udbetalt, når vedkommende når folkepensionsalderen mv., og arbejdsgiverne vil så blive afkrævet pengene af fonden, efterhånden som medarbejderne når folkepensionsalderen mv.

Lovforslagets hovedindhold
For at skabe vækst i samfundet efter Covid-19-nedlukningen fremsatte regeringen den 11. august 2020 forslaget til den nye lov, der vil bevirke, at medarbejdernes udbetalingstidspunkt for tre ugers feriemidler optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 fremrykkes til perioden mellem oktober og december 2020.

Det er den enkelte medarbejder, der vælger, om man ønsker at ansøge om at få feriepengene udbetalt tidligere. Hvis der ansøges om feriepengene, vil alle tre uger blive udbetalt. Der kan ikke laves delansøgninger. Ved udbetaling vil der ske beskatning af feriemidlerne med medarbejderens gældende skattesats.

Lad bare feriepengene stå

Medarbejderen kan også vælge at lade feriepengene stå i fonden og få dem udbetalt efter de almindelige regler, typisk ved folkepensionsalderen.

Som nævnt er det Lønmodtagernes Feriemidler, der kommer til at stå for udbetalingen. Det sker ud fra de allerede foretagne indberetninger til e-indkomst.

Virksomhedens rettigheder og pligter er de samme

Uanset hvad medarbejderen vælger, vil virksomhedens rettigheder og pligter være de samme og dermed følge overgangsreglerne til den nye ferielov.

Det betyder, at virksomheden fortsat senest den 31. december 2020 skal indberette feriegodtgørelse optjent i perioden mellem den 1. september 2019 til 31. august 2020 til Lønmodtagernes Feriemidler. Virksomheden skal samtidig beslutte, om feriemidlerne ønskes afregnet til fonden, eller om virksomheden ønsker, at feriemidlerne skal forblive i virksomheden, indtil den enkelte medarbejder når folkepensionsalderen mv.

Er du i tvivl om noget i forbindelse med den nye ferielov så kontakt Dansk Bilbrancheråds advokat Jesper Juhlin på mail jsj@dbr.dk eller telefon 22 92 43 99.