En øjenåbner for EU-kandidater

Fra højre; Birgitte Bergman (C), Henrik Jensen, Lisbeth Jensen, Mogens Jensen, Tobias Marney (M) og Gert Løfgren (DF).

"En øjenåbner!" - "Det her kalder på regulering!" Sådan var reaktionerne, da Dansk Bilbrancheråd og medlem Henrik Jensen fra Autohjørnet gjorde EU-parlamentskandidater klogere på nødvendigheden af adgang til bilfabrikanternes data og forbrugernes ret til egne data.

”Jeg var godt klar over, at det var computere, man kørte rundt i, men slet ikke i det omfang. Og ikke mindst af alt, hvordan data kan misbruges - også her. Det synes jeg virkelig kalder på noget fælles EU-lovgivning. Noget regulering!”

Sådan udtalte Europa-Parlament-kandidat Birgitte Bergman (C) efter at Dansk Bilbrancheråd og Dansk Bilbrancheråds medlem Henrik Jensen med familie fra Autohjørnet i Espergærde i mandags viste rundt på Henrik Jensens værksted og fortalte om problemerne med bildata – både med hensyn til adgangen for de frie værksteder og retten til brugergenereret data.

Birgitte Bergman (C) var inviteret sammen med EU-kandidat Tobias Marney (M) samt stedfortræder for EU-kandidat Anders Vistisen (DF) Gert Løfgren (DF) til at høre mere om bildata i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet d. 9. juni. Mødet var, som Gert Løfgren (DF) sagde ”en øjenåbner”, hvilket Tobias Marney (M) var enig i;

”Jeg har lært rigtig meget. Både om de mere tekniske aspekter ved bilreparationer, men også om al den data der er i en bil og al den data, som en bil opsamler. Og om, hvor vigtigt det er at have adgang til data, når man skal reparere biler” fortæller Tobias Marney (M).

Ret til egne data og konkurrencefrihed

Birgitte Bergman (C) bekræfter, ligesom de øvrige politikere, at indsigten om data, som hun har fået hos Autohjørnet i Espergærde, helt sikkert er noget, som hun vil tage med videre i sit politiske arbejde. For som hun siger;

”For os forbrugere, så handler det jo i sidste ende om, at vi skal have muligheden for at styre vores egne data. Og ikke mindst af alt, at vi også har den konkurrencefrihed, der skal til, for at vi selv kan beslutte, hvilke værksteder vi skal have ordnet vores biler på. Så det har bestemt været et rigtig godt fagligt input til, hvorfor denne dagsorden er så vigtig.”

Dansk Bilbrancheråd ønsker kandidaterne held og lykke med EU-valget d. 9. juni og opfordrer medlemmerne til at stemme til valget.

Henvendelse

Har du spørgsmål, da kontakt kommunikationschef Majbrit Berthelsen på tlf. 40184884 eller mb@dbr.dk.