Advarselsmeddelelse

Bemærk at du har lov til at se denne intranet-side fordi du har klikket på et link fra et nyhedsbrev.Hvis du vil se mere på intranettet skal du logge ind først.

Nye GDPR-regler åbner ladeport for fusk og svindel

Nye GDPR-regler åbner ladeport for fusk og svindel

Hvis du modtager et engelsksproget brev, der lægger op til, at du skal betale et større beløb, så skal du naturligvis være opmærksom.

Hvis brevet handler om den nye persondataforordning GDPR, så skal du være ekstra opmærksom. Et af Dansk Bilbrancheråds medlemmer har modtaget et brev, hvor en "GDPR Organization" beder medlemmet om at indbetale 479 euro svarende til knap 3600 kroner. Lige præcis denne skrivelse er ikke decideret svindel, men nogle betaler alene fordi de er nervøse for at træde forkert i forhold til de nye og skrappe persondataregler.

Telefonsupport med mere

Betalingen vil angiveligt give adgang til en database med informationer om GDPR og også telefonsupport. Der står ganske vist i brevet, at der ikke er tale om en regning, men at hvis man betaler den, så har man dermed også sagt ja til den foreslåede aftale. 

Dansk Bilbrancheråd har ikke kendskab til nogen, der har haft glæde af denne "GDPR Organization" og anbefaler vore medlemmer at ignorere henvendelser af denne karakter eller som et minimum kontakte Dansk Bilbrancheråds sekretariat på 43 99 66 33 for at høre vores vurdering.