Advarselsmeddelelse

Bemærk at du har lov til at se denne intranet-side fordi du har klikket på et link fra et nyhedsbrev.Hvis du vil se mere på intranettet skal du logge ind først.

Kortbetalinger - Hvornår må man opkræve et gebyr?

Kortbetalinger - Hvornår må man opkræve et gebyr?

Virksomheder betaler kortgebyrer, når deres kunder betaler med betalingskort. Disse kortgebyrer kan, især ved større betalinger, løbe op i store beløb. Hvornår kan man som virksomhed opkræve disse gebyrer af betaleren?

I 2018 trådte de nuværende regler om forretningers opkrævning af gebyrer i kraft. Der blev indført et generelt forbud mod at opkræve gebyrer for kunders brug af de mest almindelige betalingskort i forretninger.

Når en kunde benytter et betalingskort i en fysisk forretning eller ved handel på internettet, må forretningen ikke særskilt opkræve et gebyr af kunden for at bruge kortet som betalingsmiddel. Reglerne følger af et EU-direktiv, hvorfor forbuddet gælder derfor i hele EU.

Forbuddet mod at opkræve gebyrer gælder for betalinger, som gennemføres med et debetkort, fx Dankort, eller et kreditkort, fx Mastercard. Forbuddet gælder både i fysiske forretninger og forretninger på internettet.

Det er den enkelte forretnings ansvar at sikre, at kunder ikke opkræves ulovlige gebyrer.

I Dansk Bilbrancheråd har vi hørt om et eksempel på et gebyr på kr. 8000, som virksomheden så selv skal dække og have indregnet i den almindelige prissætning .

Firmakort

Forbuddet mod opkrævning af gebyr gælder ikke, hvis en kunde betaler med et firmakort. Når kunden benytter et firmakort, må forretningen derfor gerne opkræve et gebyr af kunden for at betale med kortet. Et firmakort er et betalingskort, der er udstedt til enten virksomheder, enheder i den offentlige sektor eller selvstændige erhvervsdrivende fysiske personer.

Betaling med firmakort er begrænset til arbejdsrelaterede udgifter, der trækkes på en konto, der tilhører den virksomhed eller enhed, som har fået udstedt kortet.

Gebyret må dog ikke overstige den pris, som forretningen betaler til sin indløser for at gennemføre transaktionen.

Mobile betalingsløsninger

En mobil betalingsløsning er en betalingsform, hvor en kunde betaler via en app på kundens telefon, fx MobilePay.

Det er ikke tilladt at opkræve gebyr fra en kunde, når kunden betaler med en mobil betalingsløsning, der er baseret på et almindeligt betalingskort. 

Det er omvendt tilladt at opkræve gebyr fra en kunde, når kunden betaler med en mobil betalingsløsning, som er baseret på en konto til konto-overførsel.

Betalingskort udstedt uden for EU

Forbuddet gælder ikke, hvis en kunde betaler med et betalingskort udstedt af en bank, der er beliggende uden for EU.

Rabat ved bestemt betalingskort

En forretning må gerne tilbyde rabatter eller lignende til kunder, der bruger bestemte korttyper. En rabat kan fx være nedslag i pris eller loyalitetsprogrammer.

Dette er især aktuelt, hvis en forretning ønsker at kunderne betaler med et bestemt betalingskort. Forretningen tilbyder derfor en rabat på køb med det pågældende kort.

Sammenligning af priser

Et af de steder, hvor man kan sammenligne prisen, er hos udbyderen Kortgebyr:

Find den billigste betalingsløsning | Kortgebyr

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt advokatfuldmægtig Rasmus Hjelmer Hansen på rsh@dbr.dk eller tlf. 22924399.