Vanvidskørsel - korttidsudleje

Højesteret har i januar afsagt en større pulje afgørelser omkring konfiskation af biler anvendt til vanvidskørsel. Fælles for dem alle er, at der er tale om konfiskation fra tredjemand, dvs. hvor ejer og chauffør/fører ikke er den samme. 

Sagerne var alt fra far/søn-forhold over gode venner til leasingfirmaer - og i kun én ud af seks sager blev konfiskation funder uforholdsmæssigt.

Konfiskation - uforholdsmæssighed

Konfiskation er hovedreglen - ubetinget; og der skal meget til, førend ejer undgår konfiskation - førend konfiskationen anses uforholdsmæssigt.

Uforholdsmæssighedsvurdering er todelt: Først og fremmest skal det være "helt upåregneligt" for ejer, at bilen vil blive anvendt til vanvidskørsel. Dernæst skal det være illusorisk at kunne hente erstatning for bilens værdi hos den, der har kørt vanvidskørsel.

Af de nye sager fra Højesteret kan vi se, at det ikke er helt upåregneligt

• for en far, der låner sin bil ud til sin søn, der er i lære som mekaniker, at sønnen bruger bilen til organiseret gaderæs,
• for et leasingfirma at bilen lånes ud til andre end leasingtager, når man direkte har indskærpet et forbud herimod skriftligt kort før vanvidskørslen eller
• for en bilejer, der jævnligt lånte sin bil ud til en ven, der selv kunne gå ind og tage nøglen i bilejerens hus, at bilen kunne anvendes til vanvidskørsel. 

Især sidstnævnte virker voldsom i sin argumentation.

Og tilsvarende var der ingen illusorisk adgang til erstatning i nogen af sagerne.

Den mest interessante sag - set med værkstedernes øjne - er en sag om et biludlejningsfirma, der levede af kortidsudlejning. 

Kortidsudlejning - hvad der skal til?

Her vurderede Højesteret, at når biludlejeren havde udbedt sig at se et gyldigt kørekort, og der ikke forelå oplysninger, der tydede på, at bilen ville være anvendt til vanvidskørsel, så var det helt upåregneligt for udlejer. Der var udvist en sådan agtpågivenhed, som kunne forventes i forbindelse med korttidsudlejning. 

Så langt, så godt.

Desværre for udlejer gik Højesteret videre, og tog fat i det andet parameter i vurderingen af, om der var uforholdsmæssighed - spørgsmålet om, hvorvidt erstatning var illusorisk.

Højesteret noterede sig, at bilens værdi var på 200.000 kr., og at føreren i 2020 (året for vanvidskørslen) havde haft en samlet årsindtægt på 7.000 kr. Det var herefter "behæftet med betydelig usikkerhed", om føreren nogensinde ville kunne betale erstatning.  

Men Højesteret gik videre: Højesteret tillagde det væsentlig betydning, at biludlejeren indgik 155.000 lejekontrakter på årsbasis - og at de derfor ud af den samlede pulje, havde mulighed for at dække sig ind for de tab, der måtte opstå hist og pist. 

Højesteret tager altså vurdering af, hvornår et krav er illusorisk, fra at være en konkret vurdering af den enkelte fører, til at tage udgangspunkt i bilejerens samlede setup - og det øger unægtelig muligheden for at få dækket tabet - risikoen lægges bare over på alle de andre kunder. 

Derfor var kun den ene del af uforholdsmæssighedsvurderingen opfyldt - og biludlejeren måtte tåle konfiskationen. 

Hvad betyder afgørelsen for dig som værksted/lille biludlejer.

Afgørelsen betyder først og fremmest, at det, at udarbejde en almindelig lejekontrakt iht. udlejningsbekendtgørelsen, og eventuelt få udfyldt en tro- og loveerklæring, som udgangspunkt må anses som tilstrækkeligt for, at der kan føres bevis for, at upåregnelighedskriteriet er opfyldt. 

Derefter skal der foretages en vurdering af, om erstatning er illusorisk - og der vil man dels se på, om føreren rent faktisk har mulighed for at betale - og dernæst se på antallet af og omfanget af udlejninger på årsbasis hos værkstedet - og er det tal for stort, eller viser det sig, at føreren måske i fremtiden har mulighed for at betale; ja - så må man tåle en konfiskation. 

Yderligere spørgsmål

For yderligere om vanvidskørsel og konfiskation kan du kontakte juridisk chef Johanne Berner, jbh@dbr.dk - eller 22415103.