Dansk Bilbrancheråd og Køretøjsopbyggerne advarer Færdselsstyrelsen mod at afskaffe syn ved ejer- og brugerskifte af især trailere og påhængsvogne under 3.500 kg samt opfordrer samme styrelse til at genoverveje kravet om uddannelsesniveauet for omsynsmedarbejdere i to høringssvar over "Synspakken".
Flere bekendtgørelser vedrørende syn har været i høring under en samlet "synspakke", og Dansk Bilbrancheråd og Køretøjsopbyggerne under Dansk Bilbrancheråd har indgivet to høringssvar hertil; ét til Udkastet til bekendtgørelsen om godkendelse og syn af køretøjer og ét høringssvar til udkastet til bekendtgørelse om omsynsvirksomheder.
I høringssvaret til udkastet til bekendtgørelsen om godkendelse og syn af køretøjer advarer Dansk Bilbrancheråd og Køretøjsopbyggerne under Dansk Bilbrancheråd Færdselsstyrelsen mod at afskaffe syn ved ejer- og brugerskifte af især trailere og påhængsvogne under 3.500 kg.
I forlængelse heraf, så anbefaler rådet og opbyggerne Færdselsstyrelsen til ydermere at skærpe kravene til syn af trailere og påhængsvogne under 3.500 kg, således at disse underlægges periodesyn af en eller anden form, så trafiksikkerhed øges.
Det virker påfaldende, at Færdselsstyrelsen ikke – som periodesynsdirektivet giver adgang til – skærper kravene til syn af trailere; især trailere med bremser, da den mekaniske stand på fx bremser på disse generelt er ringe. De mange traileres dårlige stand har uden tvivl sammenhæng med manglen på syn, som Dansk Bilbrancheråd generelt mener bør være periodiske, udtaler vicedirektør i Dansk Bilbrancheråd Johanne Berner og forstætter;
Når man så vælger helt at fjerne ejer- og brugerskiftesyn fra disse, så står vi med en betragteligt mængde af køretøjer på vejene, der ikke længere på nogen vis er underlagt en tekniske kontrol, der skal sikre alles trafiksikkerhed. Det er et meget uheldigt ændringsforslag, og noget vi på det kraftigste fraråder, og derfor skriver vi i høringssvaret, at vi ikke kan tilslutte os de foreslåede ændringer i bekendtgørelsen.
Dansk Bilbrancheråd og Køretøjsopbyggerne har flere bemærkninger til udkastet om bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer, som sammen med begrundelserne for bemærkningerne kan læses i det fulde høringssvar, der er vedhæftet nederst.
Til udkastet til bekendtgørelse om omsynsvirksomheder har Dansk Bilbrancheråd og Køretøjsopbyggerne under Dansk Bilbrancheråd også indsendt et høringssvar.
Her opfordres Færdselsstyrelsen overordnet set til at genoverveje det tidligere indførte krav om, at omsynsmedarbejdere skal underlægges samme uddannelseskrav som regulære synsmedarbejdere.
Kravet til omsynsmedarbejderne blev indført tilbage i 2024, men der er fortsat betydelig mangel på saglige argumenter for, at det er nødvendigt at have så høje uddannelseskrav til omsynsmedarbejdere. Hvis uddannelseskravene fastholdes, må det forventes, at der reelt set ikke bliver grundlag for omsynsvirksomheder som selvstændige enheder i Danmark, forklarer vicedirektør Johanne Berner.
Også dette høringssvar kan læses i sin fulde udgave i dokumentet, der er vedhæftet nederst.
Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt vicedirektør Johanne Berner på tlf. 22415103 eller jbh@dbr.dk.