Frie værksteders adgang til markedet må ikke hindres

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udsendt en indskærpelse om, at uafhængige reparatører – det vil sige de frie værksteder – IKKE må hindres i deres adgang til markedet, herunder til køb af reservedele og adgang til tekniske informationer.

Forbud mod salg

Indskærpelsen er udstedt på baggrund af en klage fra et frit værksted.

- Undervejs i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse af sagen, kom det frem, at en medarbejder hos en bilimportør havde oplyst et autoriseret værksted, at det ikke måtte sælge reservedele til de uafhængige værksteder, fortæller Johanne Berner, chefjurist hos Dansk Bilbrancheråd.

Ulovligt at indgå aftaler

I indskærpelsen understreger styrelsen, at det er ulovligt at indgå aftaler, der direkte eller indirekte hindrer den fri konkurrence. Det vil være en særlig alvorlig hindring, hvis en importør og dennes autoriserede værksteder indgår aftaler om fx at nægte salg af reservedele til uafhængige værksteder. Styrelsen indskærper herefter særligt, at det vil være op til det enkelte autoriserede værksted at vurdere, om de ønsker at sælge reservedele til andre, herunder uafhængige værksteder.

Også diagnoseværktøjer

I forhold til klagens del omkring adgang til tekniske informationer m.v. bekræftede styrelsen – som en selvfølge – at sådanne,

”…herunder diagnoseværktøjer, reparationsvejledninger mv., som under en hvilken som helst form (forfatters fremhævning, red.) stilles til rådighed for medlemmerne af det autoriserede reparationsnetværk til brug for reparation og vedligeholdelse, som udgangspunkt også skal stilles til rådighed for uafhængige reparatører uden forskelsbehandling.”

Får du problemer så ring

Det er værd at bemærke, at styrelsen af ressourcemæssige årsager valgte af afvise en reel sagsbehandling af den konkrete klage.

- Når styrelsen alligevel vælger at udstede en egentlig indskærpelse – og offentliggøre denne – så skyldes det det massive fokus, som ikke mindst Dansk Bilbrancheråd i de senere år har bragt på de regler, der fastsætter de uafhængige værksteders rettigheder, siger Johanne Berner.

I øvrigt regler som kun får yderligere styrke, når den nye typegodkendelsesforordning finder anvendelse fra 1. september 2020.

Oplever du udfordringer med at få adgang til data, tekniske informationer, reservedele eller andet, hører vi gerne fra dig. Kontakt venligst advokat Johanne Berner, jbh@dbr.dk, eller tlf. 88 77 22 64.  

Vedhæftet indskærpelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.