Fælles branche-opråb om Motorstyrelsens nye styringssignal

Klargøringsfradraget er fjernet i Motorstyrelsens nye styringssignal og de vil ikke føre det tilbage uden en lovændring.

En ny praksis fra Motorstyrelsen gør det dyrere at købe en brugt bil, der ikke har været indregistreret på fuld afgift fra ny i Danmark. Reglerne er i strid med EU-retten. Dansk Bilbrancheråd har derfor i samarbejde med branchens øvrige aktører udformet en fælles udtalelse og opfordring til Motorstyrelsen.

Konsekvensen af et nyt styresignal fra Motorstyrelsen er dyrere brugte biler for forbrugere og en stigning i beskatningsgrundlaget for firmabilister, når bilen skal genberegnes.

Styresignalet ændrer praksis for, hvornår et køretøjs stand skal vurderes ifm. betaling af registreringsafgift samtidig med det såkaldte klargøringsfradrag afskaffes.

Dansk Bilbrancheråd har udtalt skarp kritik af styresignalet, da det var i høringsprocessen, lige som de øvrige brancheorganisationer AutoBranchen Danmark, Bilbranchen DI, Dansk Bilforhandler Union og Danmarks Skatteadvokater også har påpeget problemerne ved styresignalet. Men der blev ikke lyttet til branchens erfaringer, og derfor er organisationerne nu gået sammen, så Motorstyrelsen kan forstå alvoren.

I en fælles udtalelse siger de 5 organisationer blandt andet

”Desværre har Motorstyrelsen valgt ikke at lytte til kritikken eller give tilstrækkelig dokumentation for, at de har hjemmel til at fjerne klargøringsfradraget. Ændringen kommer til at betyde stigende priser på brugte biler i en tid, hvor priserne i forvejen er uhørt høje og der er stor mangel på biler. Det er en unødvendig og uheldig cocktail, som vi ikke mener, der er juridisk grundlag til. Derfor opfordrer de 5 organisationer i fællesskab Motorstyrelsen til at vende tilbage til den oprindelige praksis.”

Motorstyrelsen har på baggrund af det fælles opråb indkaldt til møde herom, og Dansk Bilbrancheråd orientere ved nyt i sagen.

Læs om styresignalet her: Nyt styresignal - Vedligeholdelsesstand og klargøringsfradrag 

Henvendelse

Har du kommentarer eller spørgsmål da kontakt direktør Erik S. Rasmussen på tlf. 40414399 eller esr@dbr.dk

Udtalelsen kan læses i sin fulde længde i vedhæftede pdf.