Brugtbilmarkedet fortsætter den stærke udvikling – med elbilerne i front
I september blev der handlet over 53.000 brugte biler – en stigning på 1,2 % i forhold til samme måned sidste år. Dermed ligger årets samlede vækst for brugtbilsalget 7,8 % over 2024, og elbilerne trækker fortsat udviklingen med en imponerende vækst på 61 % i årets første tre kvartaler.
Elbilernes prisindeks faldt svagt i september, men interessen er fortsat massiv – 61 % af alle søgninger på Bilbasen er nu på el- eller hybridbiler. På auktionssiden ser BCA en tydelig positiv tendens, hvor elbilernes prisindeks steg for anden måned i træk.
Både BYD eTP3 og VW ID. Buzz Van var blandt de mest populære el-varebiler, og på personbilssiden fastholder Polestar 4 sin plads i top 5 sammen med klassikere som Mercedes EQA, Ford Mustang Mach-E, Polestar 2 og Hyundai IONIQ 5.
For første gang i fire år er Tesla Model Y ude af top-5 over de mest søgte elbiler på Bilbasen. Den er nu overhalet af VW ID. Buzz, der fortsætter sin stigende popularitet. Dermed er fire af top-5 modellerne på Bilbasen fra Semler-koncernen.
BCA Danmarks prisindeks viser et stabilt marked med svagt faldende priser, især i de dyrere segmenter, mens billigere biler holder værdien bedst. Benzinbiler står fortsat for over halvdelen af auktionerne, og eksporten af disse biler er massiv – særligt til Tyskland og Holland.
"Uanset tiltagende rygter om afgiftsforandringer, så forventer vi, at brugtbilmarkedet holder momentet resten af året, og at det dermed sætter rekord i antallet af handler for andet år i træk." - Jan Lang
Kilder: Bilbasen, BCA Danmark, Danmarks Statistik