100.000 kr årligt lige ud af vinduet på bureaukrati

30-dages reglen i udlejningsbekendtgørelsen betyder unødvendigt administrativt bøvl, som koster små virksomheder store beløb. Penge der i følge rådets medlem Palle Sørig Jensen lige så godt kunne kastes ud af vinduet, hvilket han viser i en video. 

100.000 kr i bureaukrati-skraldespanden eller direkte ud af vinduet? Medlem Palle Sørig Jensen fra KJ Auto i Auning/ Mikromakkerne er med rette godt og grundig træt af 30-dagesreglen i udlejningsbekendtgørelsen, og han synes lige så godt han kunne kaste pengene i skraldespanden eller ud af vinduet, som at bruge ressourcer på at følge 30-dagesreglen.

Reglen betyder, at den der har rådighed over en bil i mere end 30 dage (uden at det er i forbindelse med en bil på værksted), skal registreres som (mindst sekundær) bruger i DMR, samt at forsikringsselskabet skal have besked. 

Ærlighed koster 100.000 kr og lavere konkurrenceevne

Palle Sørig Jensen har regnet sammen, at han alene i 2023 brugte næsten kr. 100.000 på 30-dages reglen - på at registrere og afregistrere brugere.

Regnestykket lød på virksomhedens 120 biler, hvor man i 2023 havde 168 om- eller afregistreringer á 380 kroner stykket. Hertil har han udregnet, at han i mandskabstimer til om- og afregistreringerne har brugt kr. 15.000 i lønninger.

Tiden går til at få foretaget registreringer, orientere forsikringsselskabet, modtage (og bogføre) returpræmie for den nu ændrede forsikring - og betaling af den nye præmie - og så er der al den tid, der går med at forklare kunden, hvorfor de skal registreres som brugere.  

Da der i følge Palle Sørig Jensen er mange, der snyder med registreringerne, så bliver 30-dagesreglen ikke blot økonomisk og tidsmæssigt krævende, men også direkte konkurrenceforvridende. 

Unødvendig regel

Og fordi 30-dagesreglen efter vicedirektør i Dansk Bilbrancheråd Johanne Berners vurdering er fuldstændig unødvendig og pålægger udlejningsvirksomheder og værksteder med lånebiler store administrative og økonomiske byrder, så kan virksomheder som KJ Auto i Auning / Mikromakker i følge dem selv, lige så godt kaste pengene ud af vinduet, som følge reglerne, hvilket er det Palle Sørig Jensen viser i sin video nederst.

Til møde på Christiansborg og en lempelse i reglerne

Palle Sørig Jensen er i øvrigt samme medlem, som Dansk Bilbrancheråd var til møde med på Christiansborg hos folketingspolitiker Jens Meilvang (LA) i september 2024. Blandt andet på baggrund af dette møde, samt andet arbejde fra rådets og rådets medlemmers side, så blev kravene lempet i 2024, så værksteds- låne/-leje biler ikke er omfattet af 30-dagesreglen så længe, låner/lejer har sin bil på værkstedet. 

Nu mangler branchen blot, at den øvrige lovgivning bliver tilrettet, så små virksomheder ikke skal kaste penge ud af vinduet for at følge reglerne. Dansk Bilbrancheråd arbejder fortsat på dette, og holder orienterer løbende ved nyt.

Henvendelse

Har du spørgsmål, kommentarer eller lignende erfaringer, da kontakt vicedirektør Johanne Berner på tlf. 22415103 eller på mail jbh@dbr.dk.