Ingen dækning ved forkert registrerede udlejningsbiler!

Topdanmark minder om, at udlejningsbiler skal være registreret korrekt, da I ellers risikerer ikke at få dækket skader sket under udlejning. Vær speciel opmærksom på udlejning i 30 eller flere dage, når bruger ikke har sin bil på værkstedet.

Hvis jeres biler i forbindelse med udlejning er registreret forkert i DMR, og Topdanmark ikke har fået besked ved udlejning i 30 dage eller mere, får I ikke dækket skader, der er sket, mens bilen er udlejet. Det er derfor vigtigt, at I sikrer, at alle registreringer er korrekte.

På jeres Topdanmark-police er der i dag allerede en række krav, som skal overholdes, når I lejer biler ud, for at få dækket skader, som sker, mens bilen er udlejet. Læs denne igennem, så I er klar over kravene.

Vedhæftet nedenfor ses desuden en oversigt over Topdanmarks forskellige forsikringsmuligheder, og hvad I skal være opmærksom på ved de forskellige typer af udlejninger.

Et særligt skillepunkt i kravene er ved udlejning i 30 eller flere dage, når lejer ikke samtidig har en bil på værksted. 

Vær speciel opmærksom, når bilen udlejes i 30 dage eller mere

Når en bil udlejes i 30 dage eller mere, uden at bruger har egen bil på værkstedet, så skal der ske en registrering af lejeren som bruger af bilen i DMR.

Dette skal I være meget opmærksom på, da forsikringen ganske enkelt ikke dækker skader (både ansvar og kasko), hvis brugeren ikke er registreret korrekt. 

30-dagesreglen betyder, at hvis en bil udlejes i 30 dage eller mere, uden lejer samtidig har egen bil på værkstedet, så skal bruger registreres som sekundær bruger i DMR, og dit forsikringsselskab skal vide besked og acceptere dette. Dette gælder altså allerede fra udlejningens dag 30 og ikke først fra dag 31.

Husk; når bilen bliver udlejet i 30 dage eller mere:

  1. Bilen skal være registreret med lejer som (mindst) sekundær bruger 
  2. Lejekontrakt skal være udfyldt og – og her anbefaler vi standard-lejekontrakten, som du også skal anvende ved korttidsleje eller til værkstedskunder.
  3. I skal huske at give Topdanmark besked - det kan I læse mere om herunder.

Husk OGSÅ at give Topdanmark besked

I skal altid give Topdanmark besked, når I udlejer en bil i 30 dage eller mere. Når Topdanmark får besked, vil ændringen altid gælde fremadrettet og som minimum frem til hovedforfald på forsikringen. Ændringen kan ikke have tilbagevirkende kraft.

Hvis Topdanmark ikke får besked om, at I udlejer bilen i 30 dage eller mere, så vil I ikke få dækket skader, selvom der er registreret en bruger på bilen.

Vær opmærksom på, at Topdanmark - og en hvilken som helst anden forsikring - kan regulere forsikringspræmien baseret på den enkelte lejer. Derfor kan det være en god idé at kontakte forsikringen inden langtidsudlejningen opstartes, så der er klarhed over den præcise præmie. 

Hvornår skal bruger registreres?

Lejer skal registreres så tidligt som muligt i DMR. Indgås lejeaftalen fra starten for en perioden på fx 3 måneder, så gælder det almindelige krav i registreringsbekendtgørelsen om, at bruger skal registreres senest 4 hverdage efter lejeaftalens opstart.

Er det derimod fra starten aftalt, at lejer skal have bilen i fx 3 uger, og det først på det tidspunkt forlænges for perioden efter 30 dage, så løber de 4 dage fra det tidspunkt, hvor aftalen forlænges ud over de 30 dage.  

Særligt for værkstedsbiler

Reglerne om registrering af sekundær bruger gælder ikke for værkstedsbiler, uanset længden af lejeperioden, hvis lejer har bilen som følge af, at lejers eget køretøj er på værksted - uanset årsag. Det gælder således fx også ved udfordringer med at skaffe reservedele. 

Har I spørgsmål?

Hvis I er i tvivl om noget eller har spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Topdanmark på 44 74 72 88 eller erhvervkundecenter@topdanmark.dk. I er også velkomne til at kontakte vicedirektør Johanne Berner på tlf. 22415103 eller på  jbh@dbr.dk.

Vedhæftet er en vejledning fra Topdanmark til forsikring af motorkøretøjer og hvad I skal være opmærksomme på.