Forlængelse af nedlukning - status på hjælpepakker

Den 13. januar 2021 meddelte Sundhedsministeren, at samtlige restriktioner, herunder for detailhandlen, forlænges frem til og med den 7. februar 2021. 

Regeringen har tidligere erklæret, at en forlængelse af restriktionerne ville medføre en tilsvarende forlængelse af de respektive hjælpepakker - ligesom regeringen har stillet os i udsigt, at de vil se på, om hjælpepakkerne skal justeres. 

Det er fortsat et inderligt håb fra Dansk Bilbrancheråd, at motorkøretøjs-salg undtages fra nedlukningen af detailforretninger, simpelthen fordi sådanne forretninger adskiller sig markant - herunder pladsmæssigt - fra den generelle detailhandel.

Rådet orienterer nærmere, hvis restriktionerne lempes på dette specifikke område.

Status på hjælpepakker frem til den 17. januar 2021

Der er nu fuldt åbent for ansøgninger til såvel lønkompensation, omkostningskompensation og omsætningskompensation for perioden frem til 17. januar 2021.

Du kan læse mere om de tre hjælpepakker på vores Corona-guide: TRYK HER

Indholdsmæssigt er der ikke sket nogen ændringer i pakkerne, men det skal især fremhæves, at trappemodellen for omkostningskompensation er blevet forbedret væsentligt, således, at den stiger med 5 procentpoint for hver 5 % stigning, der er i mistet omsætning.

Tvangslukkede virksomheder, der ikke har omsætning, kompenseres derudover i langt højere grad – dog med en maksimumgrænse på 23.000 kr./måned pr. ejer i pakken vedrørende omsætningskompensation.

Har du spørgsmål til hjælpepakkerne, så står vores juridiske team klar til at besvare disse.

Jesper Juhlin på telefon 22 92 43 99, Lars Ellegaard 20 45 16 33 eller Johanne Berner Hansen 22 41 51 03