Gå til hovedindhold

Nye regler på motorområdet fra 1. januar 2025

Nye regler på motorområdet fra 1. januar 2025

Fra 1. januar 2025 gælder flere nye regler på motorområdet, der har betydning for branchen.

Stigning på diesel og benzin

Fra nytår steg prisen på benzin og diesel. Benzin steg ca. 20-30 øre, mens diesel steg ca. 64 øre per liter.

Stigningen skyldes de almindelige løbende prisreguleringer på afgifter, men også en ekstraordinær dieselafgift, der indførtes fra årsskiftet, samt en stigning i dieselprisen pga. CO2-krav. Med i regnestykket hører den såkaldte udligningsafgift, som trækker lidt fra prisstigningen, men det ændrer ikke på, at dieslen steg betragteligt i pris, da nytårsklokkerne ringede.

Afgiftsberigtigelse af visse autocampere efter minimumssatserne

Fremadrettet vil autocampere med en tilladt totalvægt på mindst 3 tons, og som er indrettet med køkken-, toilet- og badefaciliteter samt sovepladser til mindst 2 personer, altid skulle afgiftsberigtiges til minimumsafgiften beregnet efter 45 % efter reglen i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 2, 3. pkt.

Dermed vil der ikke skulle ske en særskilt opgørelse af værdien af beboelsesdelen for disse autocampere.

Offentliggørelse af betalt afgift ændres til opkrævet afgift

Motorstyrelsen har hidtil for alle køretøjer offentliggør den betalte registreringsafgift, altså det beløb, der faktisk var indbetalt.

Fremadrettet offentliggør Motorstyrelsen den opkrævede registreringsafgift, dvs. det beløb, der burde være indbetalt, uanset om det faktisk er betalt eller ej.

Ændringen skyldes, at der i Motorregistret ikke er oplysninger om, hvad der er betalt i afgift, da dette håndteres i et særskilt opkrævningssystem. Det betyder, at det kun er muligt automatisk at offentliggøre oplysninger om den opkrævede afgift.

Den opkrævede afgift er det beløb, som Motorregistret har beregnet skal betales i registreringsafgift for et køretøj.

Angivelse af den afgiftspligtige værdi senest samtidig med indregistrering

Fremadrettet skal afgiften af et køretøj være angivet senest samtidig med indregistrering af køretøjet i Motorregistret. Det vil ikke være muligt at ændre den afgiftspligtige værdi efter indregistrering af køretøjet.

I tilfælde af fejl ved angivelsen af afgiftsbeløb m.v. vil en ændring fremover kun kunne ske ved anmodning om genoptagelse til Motorstyrelsen.

Ændring i beregning af CO2-udledning for person- og varebiler på mindst 2.585 kg

Der er i brændstofforbrugsafgiftsloven fastsat en beregningsmetode til at fastslå brændstofforbrug eller CO2-udledning for benzin- eller dieseldrevne køretøjer med en køreklar vægt på mindst 2.585 kg, hvor der ikke findes en måling af henholdsvis forbrug eller udledning.

Hidtil har det i mange tilfælde været mere fordelagtigt at beregne forbrug eller udledning, end det har været at bruge en evt. måling. Der har derfor også været et incitament til ikke at fremlægge oplysninger om måling ved registreringssyn for sådanne køretøjer.

Beregningsmetoden ændres, så det bliver mindre fordelagtigt at anvende beregningen frem for en faktisk måling.

Ændring af indgangsværdi ved værditabsberegning

Motorstyrelsen har mulighed for at foretage et pristjek af den værditabsberegning, som leasingselskaber selv foretager. 

Hvis Motorstyrelsen ved et pristjek bliver bekendt med, at den oprindelige værdifastsættelse, dvs. indgangsværdien ved værditabsberegningen, er forkert, vil Skatteforvaltningen også genoptage det oprindelige afgiftstilsvar. Det oprindelige afgiftstilsvar har hidtil dog kun kunnet genoptages i indtil 3 år efter tidspunktet for udløbet af angivelsesfristen for det oprindelige afgiftstilsvar. Dette betød, at Motorstyrelsen ikke har kunnet genoptage det oprindelige afgiftstilsvar i forbindelse med udarbejdelse af en værditabsberegning eller pristjek af værditabsberegning i situationer, hvor der er forløbet mere end 3 år siden fastsættelsen af det oprindelige afgiftstilsvar.

Registreringsafgiftslovens ændres, så Motorstyrelsen i forbindelse med en værditabsberegning eller kontrol af virksomhedens angivelse heraf på månedsangivelsen kan genoptage det oprindelige afgiftstilsvar, herunder den genberegnede værdi. Den oprindelige indgangsværdi og det oprindelige afgiftstilsvar kan dermed korrigeres, uanset, at der er forløbet mere end 3 år efter fastsættelsen af det oprindelige afgiftstilsvar.

Fristreglen i skatteforvaltningsloven ændres ikke, hvorfor  ændring af et afgiftstilsvar vil skulle varsles senest 6 måneder efter, at Motorstyrelsen er kommet til kundskab om forholdet, der begrunder fravigelsen af 3-årsfristen.

Frist for gennemførelse af værditabsberegning ved genberegning

Der er indført en frist på 7 dage til at anmode om, at der foretages en værditabsberegning efter registreringsafgiftsloven. Fristen på 7 dage regnes fra sidste rettidige genberegningstidspunkt, dvs. senest 3 måneder efter tidspunktet for første registrering.

Det betyder, at virksomheder, der ikke anmoder om en værditabsberegning inden for fristen på 7 dage, vil miste retten til at gennemføre en værditabsberegning i forbindelse med genberegningen.

Der vil fortsat kunne ske værditabsberegning ved udløb eller afbrydelse af leasingperioden, men perioden mellem første registrering og det seneste rettidige genberegningstidspunkt vil ikke kunne medtages ved en sådan beregning. Virksomhederne vil derfor på genberegningstidspunktet skulle tage aktivt stilling til, om der ønskes værditabsberegning for typisk de første 3 måneder af afgiftsperioden.

Lov om vejafgift

Efter den tidligere vejbenyttelsesafgiftslov betaltes der en periodebaseret afgift for lastbiler og lastvognstog, som anvendes til godstransport, og som har en tilladt totalvægt på 12 tons eller derover. Denne lov er ophævet og er blevet erstattet af vejafgiftsloven.

Vejafgiftsloven har indført en kilometerbaseret vejafgift for motorkøretøjer, som benyttes til godstransport, og som har en teknisk tilladt totalvægt på 12 tons eller derover. 

Vejafgiften fastsættes på baggrund af det antal kilometer, som det afgiftspligtige køretøj tilbagelægger på de veje, som er omfattet af vejafgiftsloven og ud fra en vejafgiftssats pr. kilometer. Satsen bestemmes af køretøjets teknisk tilladte totalvægt og CO2-udledning. 

Motorkøretøjer, der i dag er fritaget for vejbenyttelsesafgift, vil fremover som udgangspunkt også være fritaget for vejafgift.

Der kan læses nærmere om vejafgifterne her: vejafgifter.dk
Motorstyrelsen har lavet denne vejledning: Vejledning om fritagelse og afgiftspligt

Ophævelse af regler om betaling af dagsbevis for deltidsbrandmænds kørsel under tilkald til udrykningskørsel

Det er muligt at købe et dagsbevis til privat kørsel i en gulpladebil. Der kan købes op til 20 dagsbeviser pr. kalenderår. Udgangspunktet er, at dagsbeviset skal købes forud for kørslen og medbringes under kørslen, så beviset kan fremvises ved kontrol.

Deltidsbrandmænd er undtaget fra kravet om, at dagsbeviser skal købes forud for kørslen og medbringes under kørslen. De har hidtil kunne købe og betale dagsbeviset i op til 7 dage efter udrykningskørslen.

Den kørsel, som deltidsbrandmænd foretager i et køretøj tilhørende hovedhvervgiveren ved tilkald til udrykningskørsel, må sidestilles med øvrig erhvervsmæssig kørsel for hovedhvervgiveren, og der skal derfor ikke betales for privat anvendelse af kørslen. Det betyder, at deltidsbrandmænd ikke skal købe dagsbeviser ved tilkald til udrykningskørsel.

Da deltidsbrandmænd ikke skal betale for privat kørsel under tilkald til udrykningskørsel, ophæves særreglen om betaling på bagkant.

Du kan læse Motorstyrelsens nyhed om de nye regler på motorområdet her: Nye regler på motorområdet fra 1. januar 2025

Henvendelse

Har du spørgsmål om Motorkontaktudvalget eller kommentarer så kontakt Dansk Bilbrancheråds repræsentant i Motorkontaktudvalget, Rasmus Hjelmer Hansen på tlf. 22 92 43 99.