Landsretten stadfæster SKAT's opfattelse af begrebet ”nyvognsværdi” som beskatningsgrundlag for biler under 36 måneder.
Sagen handlede om, hvorvidt en klager kunne lægge den oprindelige pris ved 1. indregistrering til grund. Eller om beskatningsgrundlaget skulle være den, nok noget mere realistiske pris, som bilen senere blev handlet til.
Yngre end 36 måneder
Konkret blev bilen indregistreret første gang i 2010, med en værdi på 467.000 kroner. Cirka et år senere, og altså mens bilen stadig var yngre end 36 måneder, blev den handlet til ca. 860.000 kroner, hvorefter det købende selskab stillede bilen til rådighed for en aktionær med et beskatningsgrundlag på 467.000 kroner.
I ligningsloven § 16, stk. 4, står der alene, at:
"For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til den oprindelige nyvognspris i indtil 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er foretaget…"
Den faktiske pris
Klager argumenterede for det ret oplagte synspunkt, at i denne sag var den oprindelige nyvognspris 467.000 kroner, sådan som ligningsloven må forstås rent sprogligt. Klager argumenterede videre for, at begrebet "nyvognsprisen" i andre hjørner af afgiftssystemet har en anden betydning, hvor man prioriterer den faktiske pris, der er lagt til grund.
Klager fik ikke medhold, idet dommen fastslår, at beskatningsgrundlaget for biler under 36 måneder er "nyvognspris", som må forstås som den pris, en slutbruger skulle betale hos en forhandler ved erhvervelse af køretøjet som nyt.
Kommentar
Afgørelsen synes at være baseret på et forløb med fifleri med bilens priser. Derfor kan vi kun bifalde resultatet – at klageren formentligt bliver beskattet på et realistisk beskatningsgrundlag.
Men vejen derhen er broget. Det duer ikke, at det samme begreb har forskelligt indhold, alt efter hvilken krinkelkrog i afgiftssystemet man tilfældigvis befinder sig i.
Det virker heller ikke logisk, at privatbeskatningen af en arbejdsgiverbetalt firmabil, der har været genberegnet som følge af L4, sker efter den oprindelige pris og ikke den genberegnede pris. Det er stik modsat de hensyn, dommen giver udtryk for – nemlig at beskatningsværdien skal være den mest realistiske.
Et kludetæppe
Sagen afdækker endnu et hul i det danske afgiftskludetæppe.
Har du spørgsmål så ring eller skriv til advokatfuldmægtig Jesper Juhlin 22 92 43 99 - mail: jsh@dbr.dk
Storgaard & Berner Advokatanpartsselskab