Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet har udgivet en ny vejledning om, hvordan virksomheder skal vurdere kunders økonomi, når der tilbydes lån.
Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet har udsendt en ny fælles vejledning om kreditværdighedsvurdering, som alle virksomheder, der tilbyder finansiering til kunder – fx ved køb af bil eller reparationer på afbetaling – bør kende til.
Vejledningen præciserer, hvordan kreditgivere skal beregne kundens rådighedsbeløb og foretage en individuel vurdering af, om kunden realistisk kan tilbagebetale et lån inklusive renter og gebyrer. Kreditgiver får med den nye vejledning et større skønsmæssigt råderum, men det understreges samtidig, at myndigheder, ankenævn og domstole kan efterprøve vurderingen.
Hvis en kreditvurdering ikke lever op til kravene i kreditaftaleloven, kan det i nogle tilfælde føre til, at en låneaftale helt eller delvist tilsidesættes.
Den nye vejledning erstatter versionen fra 2021. Kreditgivere vil dog kunne bibeholde deres proces for kreditværdighedsvurdering, hvis den afspejler metoden beskrevet i vejledningen fra 2021.
Forbrugerombudsmanden fremhæver, at korrekt kreditvurdering er central for at undgå uansvarlig långivning og sikre forbrugerne mod overgældsætning.
Læs mere hos Forbrugerombudsmanden her.
Henvendelse
Har du spørgsmål, da kontakt vicedirektør Johanne Berner på tlf. 22415103 eller mail jbh@dbr.dk.