Gå til hovedindhold

Om ansvaret for korrekte oplysninger i annoncer og slutsedler.

En vare – uanset art – skal stemme overens med det, der følger af aftalen. Aftalen er ikke bare slutsedlen, men også de forudgående papirer, herunder annoncen. Enhver mundtlig oplysning om varen, vil også kunne indgå i aftalen – hvis der kan føres bevis for, at oplysningen er givet.

Hvis sælger får lavet en fejl i annonceringen eller slutsedlen – enten på grund af manglende omhu eller ved fejlskrift – så kan køberen få krav på alt lige fra en økonomisk kompensation til at kunne hæve handlen. Ikke enhver fejl kan dog henføres under disse principper, og et væsentligt eksempel er oplyste vægtafgifter.

I sag nr. 16047 i Ankenævn for biler var en varebil med moms annonceret med en vægtafgift på 2.550/halvårligt. Kunden købte bilen og ved købet bad han om, at bilen blev indregistreret på papegøjeplader således, at han både kunne bruge bilen privat og erhvervsmæssigt. Kort efter købet modtog han opkrævning fra SKAT på knap 11.000 kr. På det grundlag krævede kunden købet ophævet, fordi det var langt dyrere, end han havde været berettiget til at forvente.

Sælger afslog, og sagen havnede i Ankenævnet. Nævnet fandt, at da bilen utvivlsomt var en varebil med moms, som kunden selv bad om at få indregistreret til godstransport, privat brug, så kunne sælger ikke lastes for, at kunden var blevet opkrævet en gedigen privatbenyttelsesafgift. Sælger havde hverken haft pligt eller anledning til at oplyse herom i annoncen. Kunden kunne altså selv have sat sig ind i reglerne for den konkrete registrering, og kunne derfor ikke hæve handlen.