Gå til hovedindhold

Mindre overskridelse i servicehistorikken udgjorde en mangel.

En bil skal svare til den beskrivelse, den er solgt under. Jo mere objektivt beskrivelsen kan efterprøves, jo strengere er kravet. Det var også tilfældet i Ankenævnssagen 16224, hvor klager fik delvist i medhold i sit krav i anledning af en mindre overskridelse i bilens servicehistorik.

Bilen var indregistreret første gang 29. maj 2015 På slutsedlen af 10. maj 2017 var det oplyst, at bilen havde ajourført servicebog. Af servicebogen fremgik det, at næste service skulle udføres ved 30.000 km eller senest den 29. maj 2017, og dermed burde have været udført i forbindelse med handlen, hvilket ikke var sket. Det fremgår af sagen, af det pågældende service efterfølgende blev udført  - på forhandlerens regning - inden for kilometerintervallet, men jo så altså med en overskridelse af datointervallet.

Afslag i købesummen

Klager indbragte sagen for Ankenævnet med krav om, at handlen skulle gå tilbage. Alternativt skulle han tilkendes et afslag i bilens købesum på 10% (34.578 kr.)

Nævnet var enig i, at der var tale om en mangel, hvilket jo også var objektivt konstaterbart. Nævnet fandt dog ikke, henset til at bilen kun havde kørt 4.645 km. på købstidspunktet, at manglen var så væsentlig, at købet kunne hæves. I stedet blev klager tilkendt et skønsmæssigt fastsat afslag i købesummen på 10.000 kr.

At nævnet ikke fandt manglen så væsentlig, at handlen kunne hæves, skal formentligt ses i lyset af, at fabriksgarantien var udløbet ved indregistreringen til klager. Overskridelsen ville i princippet derfor alene kunne have indflydelse på rustgarantien. Klager blev opfordret til at søge genoptagelse af sagen, såfremt det senere måtte vise sig, at rustgarantien var bortfaldet som følge af sagen.

Læren af sagen er, at de oplysninger man giver – navnlig objektive oplysninger – skal kunne tåle en efterprøvelse. Resultatet i sagen kunne meget vel være blevet et andet, såfremt bilen var solgt undervejs i fabriksgarantiperioden.