Vild firehjulstrækker til italiensk antiterrorkorps

Foto: Jeep

Seks cylindre og skudsikre vinduer og karosseri. Det er nogle seriøse firehjulstrækkere det italienske gendarmeri, Carabinieri, og antiterrorkorpset får leveret.

De blå Jeep Grand Cherokee udstyres med Jeeps 3 liters V6 Multijet dieselmotor med 190 hestekræfter, firehjulstræk og en ottetrins automatgearkasse. Den civile udgave af Jeep Grand Cherokee er i stand til at accelerere fra 0 til 100 km/t. på 10,2 sekunder og kører maksimalt 190 km/t. Hvordan den tunge armering påvirker præstationerne, nævner Jeep ikke noget om.

Skudsikre dæk

Ruder, karosseri og dæk bliver forstærket i en grad, så stort set hele bilen er skudsikker. Undervognen bliver også tunet for at give den tunge bil bedre køreegenskaber, når det går over stok og sten i jagten på terrorister og andre banditter. Det skriver Jeep i en pressemeddelelse.

Resultatet, lover Jeep, er et topsikkert taktisk køretøj med uforlignelig mekanisk pålidelighed. Det skal i hvert fald ikke være bilen, antiterrorkorpsets mandlige og kvindelige medlemmer går ned på, når de kaster sig ud i krævende missioner.

I kabinen er der gjort plads til gendarmernes automatvåben ved siden af sæderne, og i bagagerummet hænger der et par skudsikre veste, hvis det skulle gå virkelig hedt for sig.

Realtids streaming

Disse specielle Grand Cherokee-modeller er ligesom vores hjemlige politibiler udstyret med masser af blå blink, og derudover er kabinen godt udstyret med avanceret elektronik. For eksempel Odino-systemet, der forbundet med fælles databaser hos blandt andet politiet og motorstyrelsen, så id og mistænkelige nummerplader kan verificeres i en fart. Systemet er udviklet på Samsungs Knox-platform og kører på en 7 tommer Android tablet, som hænger på instrumentbrættet. Odino omfatter også (næsten) realtids streaming af video, så hovedkvarteret kan følge med, når antiterror-betjentene er ude på opgaver.

De første Jeeps blev leveret for få dage siden til Carabinieri i Rom og resten af ordrens i alt 19 SUV’er forventes at være i drift rundt omkring i Italien inden årets udgang.

Siden anden verdenskrig har det italienske politi primært kørt i Alfa Romeo, og politistyrken råder også over lynhurtige modeller som eksempelvis Alfa Romeo Giulia Quadrifoglio til at fange fartsyndere. En fællesnævner her er, at Jeep er en del af samme FCA-koncern som producerer blandt andet Alfa Romeo og Fiat, og Grand Cherokee deler derfor teknik med en lang række andre bilmodeller fra støvlelandet.