Dansk Bilbrancheråds politiske interesse-varetagelse bærer frugt: Venstre tager nu kampen op imod rigide regler, der spænder ben for unge i arbejde!
Formand for Venstre Troels Lund Poulsen og spidskandidat til Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard, slår nu et slag for fejedrengene og -pigerne i et debatindlæg i Avisen Danmark, publiceret i denne uge.
Venstrepolitikerne vil gøre op med den forældet EU-lovgivning, hvor ” kringlede, bureaukratiske og utidssvarende regler”, spænder ben for unges mulighed for et fritidsjob, hvilket er en direkte fortsættelse af Dansk Bilbrancheråds nye uddannelsespolitik.
Dansk Bilbrancheråd har over det sidste lange stykke tid arbejdet benhårdt for at få gjort op med netop de mange rigide regler og benspænd, der praktisk talt gør det umuligt for unge at bestride et arbejde.
Dette gjorde Dansk Bilbrancheråd blandt andet igen opmærksom på for ganske nylig i Politikken, hvor Dansk Bilbrancheråds næstformand Henrik Hansen udtalte sig om de mange regler, der gør fejedrengsordningen og ungearbejde til en besværlig umulighed i dag, og som resulterer i, at han ingen ungarbejdere har på nogen af sine tre værksteder.
Troels Lund Poulsen og Morten Løkkegaard tager konkret udgangspunkt i Henrik Hansens udtalelser, i deres debatindlæg i Avisen Danmark.
Her skriver de:
Tag Henrik Hansen, som driver tre værksteder på Fyn, der pointerer, at det ikke giver mening, at det er forbudt for unge at betjene harmløse gulvvaskemaskiner, som kan køre fem kilometer i timen. Vi skal passe på vores unge mennesker på arbejdspladsen, det siger sig selv. Men vi skal ikke stille så mange regler og krav, at det kommer til at stå i vejen for, at de kan gøre et reelt arbejde, når de møder ind. Lige nu pakker vi dem mere ind i bobleplast, end hvad godt er. Det skal laves om.
Det er intet mindre end enormt glædeligt at se, at Dansk Bilbrancheråds vedvarende og hårde arbejde og interesse-varetagelse bærer frugt.
Det er et meget væsentligt område, som de to toppolitikere sætter fokus på. Et område vi længe har haft vores øjne rettet imod, og som vi for ganske få måneder siden gjorde til én af vores absolutte mærkesager i rådets nye uddannelsespolitik, da vejen til en faglært erhvervsuddannelse netop går gennem et spændende ungdomsjob. En mærkesag der i øvrigt ligger fuldstændig i tråd med den fra politisk hold eftertragtede 3-2-ordning, hvor det dog er absurd, at de unge må være på værkstedet i skoletiden, men ikke i et fritidsjob, udtaler adm. direktør i Dansk Bilbrancheråd Erik S. Rasmussen og fortsætter;
Derfor vil vi naturligvis gerne takke Troels Lund Poulsen og Morten Løkkegaard for at tage bolden op på dette meget væsentlige område, og vi ser i den grad frem til et samarbejde om at få ændret disse rigide regler, så vi igen kan få fejedrenge og -piger på værkstederne.
Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt Dansk Bilbrancheråds Lærlingekonsulent Lucas Thelander Hultgren på lth@dbr.dk eller tlf. 30200848.