TEC åbner landets første elbilteknikeruddannelse

Lennart Christopher Valencia Aarup
Den nye elbilteknikeruddannelse på TEC optager sit første hold elever sommeren 2024.

TEC slår til sommer dørene op for en ren elbilteknikeruddannelse. Endda landets første af slagsen!

På TEC – Technical Education Copenhagen – tager man konsekvensen af udviklingen i den danske bilpark og udbyder nu landets første uddannelse til elbiltekniker. Også den klassiske automekaniker skal fremover skoles i alternative fag om apps, data og automation.

Der er et kæmpe behov for at udvikle mekanikeruddannelserne, så de matcher de nye biltyper på markedet. Derfor er vi nu klar til at uddanne teknikere med dyb viden og færdigheder på el- og brintområdet,” siger Per Nørregaard, der er uddannelseschef for Industri & Transport på TEC.

Stærke eksterne partnere

Den nye elbilteknikeruddannelse er en del af et spritnyt innovationscenter på TEC, som skal være førende inden for grøn transportteknologi. Centeret bliver til i samarbejde med bl.a. Bosch Aftermarket, Semler Academy, Volvo Trucks, Nordea Fonden og Teknologisk Institut. Og branchen derude står klar:

Flere bilmærker har efterspurgt en ren elbilteknikeruddannelse og meddeler, at de er klar til at indgå uddannelsesaftaler, når vi starter første hold elever op efter sommerferien,” siger Per Nørregaard og tilføjer;

håbet er, at uddannelsen kan tiltrække elever fra forskellige grundforløb såsom elektriker, automatiktekniker, datatekniker og personvognsmekaniker. Og samtidig vække interessen for moderne, bæredygtige biler hos helt nye målgrupper i samfundet.

Fire grønne byggesten

Elbilteknikeruddannelsen bygger på fire udviklingstendenser, som er afgørende for den grønne omstilling inden for vejtransport. Tendenserne er identificeret i en ny analyse hos Teknologisk Institut:

  • Elektrificering af køretøjer – som også omfatter overgangsteknologier som hybridbiler.
  • Automatisering, hvor bilens funktioner bliver overtaget af avancerede assistentsystemer, som bl.a. energioptimerer kørslen.
  • Konnektivitet, hvor bilen kan kommunikere trådløst og dele data eksempelvis med værkstedet.
  • Cirkulær økonomi, hvor bilens materialer i højere grad kan genanvendes, og hvor flere delebiler kan betyde mere intensiv brug af den enkelte bil.

Den klassiske mekaniker består

Selvom udfasningen af benzin- og dieselmotorer tager fart i disse år, er der fortsat efterspørgsel efter den ’klassiske’ automekaniker i fremtiden.
”Markedet efterspørger begge typer mekanikere. Så der er ikke tale om et enten eller – men et både og,” siger Per Nørregaard og fortsætter:
”Kompleksiteten i konventionelle motorer er steget væsentligt med apps, softwareblokeringer, stigende automatisering og digitalisering. Og dem skal fremtidens mekanikere selvfølgelig også kunne reparere på.”

Millionbevilling fra Nordea Fonden

TEC har modtaget en bevilling på 5 mio. kr. fra Nordea Fonden til at starte et innovationscenter for bæredygtig transportteknologi. Det nye center skal etableres over de næste to år og har et samlet budget på 7,5 mio. kr.

Pengene går til at opdatere værksteder, efteruddanne faglærere og købe nye maskiner og udstyr – bl.a. elektriske lastbiler og simulatorer til undervisningen.

Alle TECs transportuddannelser bliver gearet til den grønne omstilling med det nye transportcenter. Det gælder alt fra uddannelsen til cykelmekaniker, karosseri- og flytekniker, personvogn- og lastvognsmekaniker, chauffør og logistik.

Læs mere på www.tec.dk

Henvendelse

Her du spørgsmål, da kontakt Dansk Bilbrancheråds lærlingekonsulent Lucas Hultgren på  lth@dbr.dk eller tlf. 30200848.