DM i Skills 2026 er netop afholdt i Hjørring, hvilket var en super begivenhed. Tun Din Fremtid-standen var populær, og det hele kulminerede med en guldmedalje i kategorien lastvognsmekaniker til et medlems lærling.
I sidste uge var der gang i Hjørring, da DM i Skills 2026 blev afholdt med 48 konkurrencefag, herunder personvognsmekaniker, lastvognsmekaniker og autolakerer.
Dansk Bilbrancheråd havde flere medlemmer, hvis lærlinge deltog, og der skal lyde et stort tillykke til alle lærlinge, som deltog i DM i Skills 2026. Det er superflot at kunne regne sig blandt Danmarks bedste lærlinge.
Konkurrencerne kulminerede lørdag eftermiddag, hvor vinderne blev offentliggjort. I kategorien lastvognsmekaniker gik guldet til lærling Valdemar Nicolaj Boe Christiansen fra Dansk Bilbrancheråds medlem Øens Autoværksted ApS. Stort tillykke med det flotte resultat!

Lærling Valdemar Nicolaj Boe Christiansen fra Dansk Bilbrancheråds medlem Øens Autoværksted ApS vandt i kategorien lastvognsmekaniker. Her ses Valdemar med mester Jacob Thorhauge. Stort tillykke.
Tun Din Fremtid-stand med racerbil og rollemodeller
DM i Skills skal øge interessen for håndværksfagene og i konkurrencedagene kan besøgende opleve både de konkurrerende elever og lærlinge. Men også øvrige aktører med tilknytning til håndværksbranchen.
Tun Din Fremtid var selvfølgelig med til DM i Skills med sin egen stand med racerbil og kampagnens rollemodeller, som er mekanikerlærlinge tilknyttet racerbilen. Også Dansk Bilbrancheråd var repræsenteret, blandt andet ved en medlemsfrokost, som rådet bød på fredag, hvor frokosten blev indtaget i det solskinsrige forårsvejr.
50.000 gæster lagde vejen forbi Skills i Hjørring, heraf rigtig mange elever i grundskolen, og rollemodellerne snakkede med rigtig mange unge om mulighederne, når man er mekaniker.


De var specielt de unge drenge, som var henne forbi Tun Din Fremtid-racerbilen for at høre mere om den, og hvad de unge mekaniker-lærlinge kunne fortælle om uddannelsen som mekaniker.
Racerbilen på standen, en stærkt ombygget Alfa Romeo Giuletta, var et stærkt trækplaster og de unge mekanikerlærlinge stod klar til at fortælle mere om bilen og livet som mekanikerlærlinge.
Alt i alt var det endnu et godt Skills, hvor Tun Din Fremtids racerhold med bil og rollemodeller fik vist de unge, hvorfor de skal tune deres egen fremtid og blive mekaniker nu.
Henvendelse
Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt kommunikationschef Majbrit Berthelsen på mb@dbr.dk eller tlf. 40 18 48 84.