Hvis du eller dine kunder kører i private ældre diesel-personbiler, så kan I snart risikere at blive udelukket fra de eksisterende miljøzonen. For nogle kan det betyde, at de må købe ny bil. Dansk Bilbrancheråd ryster på hovedet.
2.200 kr. - det er, hvad regeringen anslår, at det vil koste den gennemsnitlige bilejer, hvis han eller hun må skifte sin private personbil på diesel ud, fordi den forbydes adgang til miljøzoner rundt om i landet. Ikke desto mindre kan en sådan udskiftning blive konsekvensen, hvis miljøzonerne udvides, som det netop er blevet vedtaget ved lov, at det skal være muligt.
Kommunerne, der administrere de eksisterende miljøzoner, kan med virkning fra 1. april 2022 træffe beslutning om, at miljøzonerne også skal omfatte private personbiler, der kører på diesel, medmindre bilen har et partikelfilter monteret - originalt eller eftermonteret. I praksis vil det groft sagt omfatte biler, der er tidligere end 2009.
Hvis der træffes beslutning om udvidelse af miljøzonen, kan kravet dog tidligst træde i kraft i 2023, da borgerne skal have mindst 9 måneder til at indstille sig på lovændringen.
Dansk Bilbrancheråd tog kraftigt afstand fra lovforslaget i høringsprocessen ud fra, at det på ny ville være fordyrende for bilejeren i Danmark.
Dertil kom det miljømæssige aspekt af at udskifte ellers sunde biler, med mange kilometer og år tilbage. Endelig påtalte rådet de udfordringer, der uvægerligt vil opstå i forhold til eftermontering af partikelfiltre.
Rådets høringssvar kan læses vedhæftet.
FDM har på sin side - som forbrugerorganisation - været ude og rose tiltaget som værende positivt for miljøet; men ikke et ord om, hvad det betyder af økonomiske udfordringer for de borgere, der bliver berørt.
Dansk Bilbrancheråd kan dog med tilfredshed konstatere, at regeringen har indført en dispensationsmulighed op til 12 måneder i visse tilfælde - en tidsgrænse, der blev foreslået af rådet, for at undgå de næsten tåbeligt korte dispensationer, som sås ved indførelsen af miljøzoner for last- og varebiler.
P.t. har ingen miljøzone-kommuner givet forhåndstilkendegivelser om udvidelser til personbilerne, men området moniteres af Dansk Bilbrancheråd.
For nærmere kan juridisk chef Johanne Berner, 22415103 eller jbh@dbr.dk kontaktes.