SMV’erne skal huskes i valgkampen

Foto: Lejre Foto

Politikere skal skrue ned for alle løfterne og den hårde tone og fokusere mere på de virksomheder, som skaber landets værdier. SMVdanmarks formand Niels Techen, var ikke udelt begejstret, da han gav sin beretning på organisationens repræsentantskabsmøde i tirsdags.

SMVdanmarks formand Niels Techen var i sin beretning på SMVdanmarks repræsentantskabsmøde begejstret for den lydhørhed, politikerne har vist SMVdanmark i løbet af det sidste år, men han er skeptisk overfor valgkampen, som den er forløbet hidtil. 

- Vi står nu midt i en valgkamp, der desværre ser ud til at blive præget af en helt uhørt hård tone, og noget der ligner ren overbudspolitik. Det såkaldte råderum bliver lovet væk flere gange, og der er en kamp om, hvem der kan komme med flest ultimative krav. Jeg mangler helt klart fokus på de virksomheder, der skaber værdierne, sikrer job og praktikpladser og sørger for, at vi hele tiden har et levende og nytænkende erhvervsliv, sagde han.

Glad for politikernes lydhørhed

 Trods røflen til politikerne i valgkampens hede, så er Niels Techen glad for den lydhørhed, der er fra de politiske kredse i hverdagen.

- Vi har fået tre nye vigtige politiske poster: En plads i SMV:Digital, hvor vi ovenikøbet også har fået Arbejdsgiverforeningen KA’s Dorte Martinsen som formand for SMV:boardet, der står i spidsen for SMV:Digital. Herudover har vi kæmpet os til en plads i den nye Erhvervsfremmebestyrelse, samt en plads i erhvervsministerens Forum for udbud. Det kan vi godt tillade os at være stolte over, sagde Niels Techen.

Af konkrete positivet udviklinger fremhævede han politikernes vilje til efter valget at kigge på de store virksomheders brug af lange betalingsfrister, der presser de små virksomheders likviditet, og regeringen og Folketingets fokus på at fjerne administrative byrder. På negativsiden pegede han vigtigheden af  ikke at komme til at indføre nye administrative byrder i ny og velment lovgivning.

Nye veje til finansiering

 Et emne, der dog stadig kræver opmærksomhed er SMV'ernes mulighed for at skaffe sig kapital til vækst. SMVdanmark og andre har længe gjort opmærksom på udfordringerne for SMV'er. Resultatet er SMVerhvervslån, som blev lanceret på årsmødet. 

- Et grundlæggende vilkår for at kunne udvikle sin virksomhed er, at man kan skaffe finansiering til at føre sine idéer ud i livet. Og her må jeg blot konstatere, at bankerne ikke altid er fair over for SMV’erne. Hverken i forhold til at ville låne os penge eller de vilkår, de byder os. Og skulle man mod alle forventninger have overskud, så koster det ligefrem penge at sætte penge i banken.”    

- I dag præsenterer SMVdanmarks nyeste initiativ SMVerhvervslån – lån mellem virksomheder. Kort sagt går det ud på, at vores medlemmer med formue kan låne ud til medlemmer, der har brug for lån - uden om banken, men via en digital platform. Ligesom airbnb gør det for overnatninger, sagde Niels Techen og fremhævede, at det koncept der ligger bag SMVerhvervslån endnu ikke er slået igennem i Danmark, men at det er det ude i verden og at det kommer.

- Hvis vi tager et kig på England, så er den fjerdestørste erhvervsbank en digital crowdlending portal, der årligt formidler lån for over 1 mia. pund. I Danmark er denne type lån kun i sin spæde begyndelse. Men der er ingen tvivl om, at dette bliver en del af den digitale fremtid. SMVdanmark har taget denne mulighed til sig og indgået et partnerskab med en troværdig og myndighedsgodkendt crowdlending platform, der hedder Flex Funding. Gevinsten for SMVdanmarks medlemmer er bedre vilkår for finansiering, og at en del af overskuddet fra SMVerhvervslån vil blive sendt tilbage til de medlemmer, der bruger det. Ligesom dividende i Brugsen, sagde Niels Techen, der senere på dagen blev genvalgt som formand for SMVdanmark. 

Læs SMVdanmarks årsberetning for 2018-2019.

Læs mere om SMVerhvervslån.