
Brændt barn skyr ilden og i følge SMVdanmarks adm. direktør Jakob Brandt, så tror SMV’erne ikke på hjælp under ny pandemi. Derfor opfordrer Jakob Brandt politikerne til at få udarbejdet en kompensation-ordning, hvis en ny pandemi rammer landet.
Håb er som bekendt ikke strategi. Lad derfor femårsdagen for corona-nedlukningen af Danmark være anledningen til, at I på Christiansborg sætter jer sammen og får aftalt, hvilken kompensation der skal være, hvis samfundet lukkes ned igen, og hvordan man vil administrere denne kompensationsordning.
I denne uge er det fem år siden, at coronapandemien rullede ind over Danmark. En frygtelig tid – ikke mindst for de små og mellemstore virksomheder. Mange måtte lukke helt ned fra den ene dag til den anden. Indtjeningsmuligheder forsvandt. Livsværk lå i ruiner.
Langt de fleste tog det fra starten med oprejst pande. Samfundssind og alt det der. Virksomhederne blev lovet kompensation og fastholdt deres medarbejdere med en forventning om, at staten lukkede det hul i kassen, nedlukningen skabte. Men for rigtig mange af vores medlemmer blev det, der skulle have en hjælpende hånd, bare starten på endnu et mareridt.
Ordningerne var mangelfulde, uden klageadgange og har efterladt mange virksomheder med alvorlige økonomiske skrammer. Tre år skulle der gå fra den sidste nedlukning, til de sidste virksomheder har fået deres slutafregning på kompensationen.
Desværre kan det langt fra udelukkes, at vi indenfor nær fremtid kan stå midt i noget lignende igen. Førende forskere siger, at det ikke er et spørgsmål, om en ny pandemi vil ramme. Det er et spørgsmål om hvornår, det sker.
Politikerne har nemlig ikke brugt den erfaring vi har oparbejdet under coronaen til at beslutte, hvilken erstatning en virksomhed skal have, hvis staten vælger at tvangslukke den. Politikerne har heller ikke besluttet, hvordan en fremtidig administration af eventuelle kompensationsordninger skal være. Alt der står er, at det vil være op til et fremtidigt Folketing at beslutte, om og hvordan en kompensation skal finde sted. Ergo siger man direkte til erhvervslivet: Forvent samme kaotiske forløb, som I netop har været igennem med corona.
Derfor kommer det faktisk heller bag på mig, at knap 4 ud af 10 af SMV’erne i vores seneste medlemsundersøgelse svarer at, hvis en ny pandemi rammer, så vil de opsige medarbejdere frem for at søge om kompensation. Brændt barn skyr ilden. De frygtelige oplevelser med et kafkask system og en elendig retsstilling gør, at mange bare siger: ”nej tak, ikke igen”.
Dansk erhvervsliv har brug for retsgarantier, så frisøren, festarrangøren og fadølsudlejeren kan have ro i maven, når næste pandemi rammer. Hvis SMV’erne igen skal holde hånden under medarbejderne og dansk økonomi, så skal vi have mulighed for på forhånd at læse det med småt. Først da vil troen på samfundssind og statslige kompensationsordninger vende tilbage.
Håb er som bekendt ikke strategi. Lad derfor femårsdagen for corona-nedlukningen af Danmark være anledningen til, at I på Christiansborg sætter jer sammen og får aftalt, hvilken kompensation der skal være, hvis samfundet lukkes ned igen, og hvordan man vil administrere denne kompensationsordning.