Prisstigninger på nye biler udskudt

En udskudt registreringsafgift på grønne køretøjer skal motivere danskerne til at købe plugin-hybridbiler og elbiler i de næste to år.

Sådan lyder et af de 38 initiativer fra regeringen, der i dag præsenterede sit klima- og luftudspil.

Elbiler under 400.000 kr. skal være afgiftsfrie de næste to år.

- Regeringen har ikke noget ønske om, at den nye og mere retvisende metode til at udregne bilernes brændstofforbrug skulle føre til dyrere biler for danskerne. Tværtimod er vi stolte af, at det med Dansk Folkepartis hjælp er lykkedes at sænke bilbeskatningen væsentligt siden 2015, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Regeringen foreslår også, at elbiler under 400.000 kr. skal være afgiftsfrie de næste to år. Derudover vil regeringen gøre det billigere at vælge elbiler som firmabil.

Trygge bilkøbere

Det nye klimaudspil, der altså sikrer, at bilpriserne ikke stiger alligevel som en følge af overgangen til den nye og mere realistiske testmetode for brændstofforbrug WLTP, er blevet omtalt i mange medier.

- Med denne aftale sikrer vi, at der ikke kommer usikkerhed om bilafgifterne fra 1. april. Det skaber tryghed for fremtidige bilkøbere, siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær eksempelvis til TV 2.

Bundfradraget hæves

Helt konkret vil regeringen udskyde indfasningen af registreringsafgiften med ét år, så afgifterne på elbiler forbliver på 20 procent. Samtidig hæves bundfradraget i registreringsafgiften, så det i 2019 udgør 40.000 kroner og 77.500 kroner i 2020.

Ifølge regeringen vil disse tiltag resultere i, at elbiler, der koster op til 400.000 kroner vil slippe for at betale registreringsafgift i de næste to år. Det samme vil gælde for størstedelen af de plugin-hybridbiler, som i dag er på det danske marked.

Af klimaudspillet fremgår det desuden, at aftalen skal drøftes på ny, hvis det viser sig, at der bliver solgt mere end 10.000 lavemissionsbiler i løbet af de to år.

Testmetoden WLTP

Sagen drejer sig om en ny testmode til måling af bilers brændstofforbrug. Den nye metode, WLTP (Worldwide harmonized Light-duty vehicles Test Procedure),  er mere præcis og måler i gennemsnit brændstofforbruget højere end med den gamle metode, der lyder akronymet NEDC (New European Driving Cycle).

Flere af landets bilforhandlere har den seneste tid varslet prisstigninger fra den 1. april og reklameret vidt og bredt med, at man som bilkøber skal skynde sig, hvis man vil undgå en ekstraregning.

Den nye metode har været i brug siden september 2018, og fra den 1. april skulle registreringsafgiften beregnes ud fra den. Men det er altså nu sammen med de annoncerede prisstigninger udskudt.