Porsche tilbagekalder knap 60.000 biler

Porsche tilbagekalder knap 60.000 Macan og Cayenne dieselbiler på grund af snyd med den software, der måler udledningen af skadelige udstødningsgasser som kvælstofoxider (NOx). Alle bilerne kører i Europa, hvor mange i Danmark vides ikke. 

Mere præcist drejer det sig om 52.831 Macan udstyret med en 3,0 liters V-6 motor og 6.755 Cayenne med 4,2 liters V-8 motor. Dette tilbagekald er det seneste tilbageslag for moderkoncernen VW, der snart længe har forsøgt at lægge låg på den sag om snyd med måling af skadelige stoffer i diesel-udstødninger, der har plaget bilproducenten siden september 2015.

Det var den tyske tilsynsmyndighed KBA, der opdagede, at der var manipuleret med motorens software på de nævnte modeller. Det skriver flere medier heriblandt Automotive News Europe.