Politi og Skat i kæmpe razzia hos Porsche

Den tyske sportsvognsgigant Porsche blev i går tirsdag ransaget af 176 politibetjente og skattemedarbejder fra Stuttgart og omkringliggende byer.

Det oplyser statsadvokaturen i Stuttgart.

Fortrolige oplysninger

Aktionen udspringer af en mistanke om, at en ansat ved Stuttgarts skattekontor er blevet bestukket til at give fortrolige oplysninger til en af Porsches skatterådgivere.

Aktionen er derfor blandt andet rettet mod Porsches kontorer i Stuttgart og Weissach, skattekontorer i Stuttgart og Schwäbisch Gmünd samt en række privatadresse i området omkring Stuttgart.

Ud over mistanken om korruption, har politiet en mistanke om, at en tidligere tillidsmand i Porsche har modtaget et 'uforholdsmæssigt højt' og dermed mistænkeligt beløb set i forhold til hans arbejdsopgaver.

Seks mistænkte ledere

Ifølge Der Spiegel er der tale om den tidligere fællestillidsmand Uwe Hück, der har arbejdet for Porsche i mere end 30 år. Hück er ifølge Der Spiegel ikke personligt i politiets søgelys.

Politiet mistænker derimod seks personer, der alle har haft lederansvar i Porsche, for blandt andet at have begået svindel mod Porsche i relation til de uforholdsmæssigt høje betalinger til den tidligere tillidsmand.

Underbygge politiets mistanke

Målet med ransagningerne har været at finde beviser og sikre fysiske og digitale dokumenter, der kan underbygge politiets mistanke.

Porsche har tidligere på måneden accepteret at betale en bøde på knap fire milliarder kroner for at have overtrådt reglerne for enkelte Porsche-modellers udledning af udstødningsgasser.