Efter massivt pres er Regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om at annullere omprioriteringsbidraget for erhvervsskolerne fra næste år. Samtidig vil de sikre en ekstraordinær indsats for erhvervsuddannelserne.
Erhvervsskolerne slipper dermed for de kommende år at skulle finde to procent besparelser årligt på driftsbudgettet, som det ellers var regeringens plan.
- Til SMVdanmarks årsmøde opfordrede vi politikerne heriblandt venstres erhvervsordfører Torsten Schack til at genoverveje kravet om, at erhvervsskolerne fortsat skal betale det omstridte omprioriteringsbidrag. Til vores store glæde har politikerne lyttet, og det er både erhvervsskolerne og den samlede autobranche meget glade for, siger Erik S. Rasmussen, direktør i Dansk Bilbrancheråd.
Finansminister Kristian Jensen var hurtig på aftrækkeren oven på aftalen.
- Så er den første delaftale om finansloven på plads. Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at afskaffe omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne fra 2019, skrev finansministeren på Twitter.
Også DF’s finansordfører René Christensen er godt tilfreds:
- Vi er glade for, at vi nu en gang for alle - på erhvervsskoleområdet - får fjernet omprioriteringsbidraget. Det tror jeg, der er mange, der arbejder på området, der er glade for. Det her er rigtig godt for erhvervsskolerne, det vi har besluttet i dag, siger finansordføreren til TV2.
Dansk Folkeparti havde en fjernelse af omprioriteringsbidraget som et af sine hovedkrav inden forhandlingerne med regeringen.
På vegne af 18.000 små og mellemstore virksomheder har SMVdanmark gennem lang tid arbejdet for, at der skal investeres mere i erhvervsuddannelserne. Det er den eneste måde at imødegå fremtidens massive mangel på faglærte.
- Vi er lettede over, at fornuften nu råder på Christiansborg. Vi har længe arbejdet for at få investeret mere i Danmarks fremtidige faglærte, og dette sikrer dem et bedre uddannelsesforløb, siger chefkonsulent i SMVdanmark, Dorte Kulle.
Regeringen vil styrke erhvervsskolerne med to milliarder kroner de kommende år, men næsten tre fjerdedele af pengene skulle komme fra omprioriteringsbidraget og dermed skolernes egne kasser. Men det er altså droppet nu.