Regeringen har forlænget restriktionerne til d. 8. februar. Det betyder, at en lang række mindre virksomheder fortsat skal være tvangslukket.
“De mange korte forlængelser er en del af en meget uheldig stop-go strategi, som gør det umuligt for virksomhederne at langtidsplanlægge. Mange virksomheder har gældsat sig til op over skorstenen og understøttet deres medarbejdere i håb om, at bedre tider var lige om hjørnet. Nu må regeringen give en realistisk deadline for, hvornår vi kan vente, at virksomhederne kan åbne. Beregningerne fra Statens Serum Institut tyder desværre på, at smitten ikke er bekæmpet d. 8. februar,” siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.
Han gør opmærksom på, at situationen er langt mere alvorligt end i starten krisen, da regeringen lukkede landet ned. På det tidspunkt var virksomhederne økonomisk polstrede. Det er de ikke mere.
“Jeg er bekymret for, at det særligt er de små virksomheder, der bliver ramt af den lange nedlukning. Mange har så tyndslidt en økonomi, at en yderligere forlængelse af nedlukningen vil skubbe dem ud over kanten. Politikerne må forbedre kompensationen. Lige nu koster det de små virksomheder tusindvis af kroner hver eneste dag, de ikke kan arbejde og tjene penge,” siger han.
Jakob Brandt peger på, at der siden marts sidste år har været en helt urimelig forskelsbehandling af selvstændige og lønmodtagere.