Nyt fra SMVdanmark: Stop Corona-cirkusset

Coronaspøgelset hjemsøger igen-igen de små og mellemstore virksomheder - cirkusset må stoppe nu.

Jeg var næsten ved at græde. Jeg tænkte: Nu orker jeg simpelthen ikke mere”.  

Sådan reagerede Charlotte Bennekov fra SMVdanmarks medlemsvirksomhed Fadølsforsyningen, da hun for nylig fik et brev fra Erhvervsstyrelsen, som kunne meddele, at de igen-igen ville undersøge deres sag om coronakompensation. Det fortalte hun til Berlingske. 

Charlotte og Fadølsforsyningen er desværre ikke alene. Erhvervsstyrelsen genåbner nemlig nu 7.500 sager om virksomheders coronakompensation. Det på trods af, at sagerne var slutafregnet. Coronaspøgelset, der allerede har plaget de små og mellemstore virksomheder så længe, hjemsøger os altså nu igen. 

Selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan, for at komme efter dem, der har snydt og bevidst spekuleret i ordningerne. Taler vi om store millionbeløb, som virksomheder har fået uretmæssigt, så er det naturligvis også rimeligt, at Erhvervsstyrelsen prøver at få pengene retur til statskassen. 

Men vi må kunne lave en minimumsgrænse for de beløb, som Erhvervsstyrelsen fortsat skal jage. Jeg vil vurdere, at i en række af de sager som nu genåbnes mod de små erhvervsdrivende, så har kontrollen allerede oversteget det beløb, der kan komme retur. Det er tosset – og det er ganske enkelt ikke rimeligt. Cirkusset skal stoppe nu.  

Corona er ovre, lad nu for pokker de arme selvstændige, som led så meget under pandemien, komme videre med deres liv. Derfor må politikerne også nu beslutte at lade de selvstændige slippe for mere kontrol.  

EU-reglerne for statsstøtte siger, at en virksomhed over en treårig periode kan modtage 300.000 euro, uden at det kan defineres som ulovlig statsstøtte. Langt de fleste af de frisører, restauranter og andre selvstændige, der netop nu modtager brev om, at deres sag genåbnes, er ikke i nærheden af at have modtaget så høje beløb. Så det er ikke et spørgsmål om ulovlig statsstøtte at lukke for yderligere sagsbehandling.  

Så kære politikere: Stop nu dette cirkus. Disse mennesker - af alle - har fortjent, at corona ikke længere skal plage dem.