Nyt fra SMVdanmark: SMV’ernes fremtidsforventninger rammer lavpunkt

I oktober 2025 er erhvervstilliden blandt de små og mellemstore virksomheder faldet til 94,4 – det laveste niveau siden januar 2024. De store virksomheder er fortsat mere optimistiske, men oplever også en mindre tilbagegang, hvor tilliden falder fra 97,9 til 97,5. 

Det viser SMVdanmarks nye konjunkturbarometer. Erhvervstilliden er et udtryk for stemningen blandt danske virksomheder netop nu på tværs af brancher baseret på en række forskellige indikatorer. 

Det er særligt industrien, der trækker SMV’ernes samlede erhvervstillid ned. Her falder tillidsindikatoren fra 88,9 til 86,3 baseret på stigende usikkerhed om både produktion og beskæftigelse. 

”Det kan ikke undre, at store industrivirksomheder har negative beskæftigelsesforventninger, da Novo Nordisk har varslet en større fyringsrunder. Men det er bekymrende, at også små- og mellemstore industrivirksomheder melder om en stigende pessimisme. Det sætter sig i den samlede erhvervstillid for SMV'erne, som er nu på det det laveste niveau i næsten to år,”  siger Thomas Gress, cheføkonom i SMVdanmark. 

Fald i service og detail 

Efter en periode med stigende optimisme falder erhvervstilliden i oktober for både små og store servicevirksomheder. SMV’ernes tillidsindikator falder til 96,2 fra 99,5 i september, mens store virksomheder falder til 107,4 fra 109,0. 

"Vi ser et klart fald i erhvervstilliden i servicebranchen, både hos de små og de store. Men forskellen i stemningen består. De store virksomheder ligger stadig betydeligt højere, og det har været et stabilt billede siden 2022. Små virksomheder oplever større usikkerhed og er mere påvirkelige over for udsving i markedet," siger Thomas Gress. 

Også i detailhandlen er der tegn på øget forsigtighed. Tillidsindikatoren er faldet for anden måned i træk – fra 103,2 i august til 102,8 i september og videre til 101,4 i oktober. Niveauet er stadig over 100 og vidner om grundlæggende optimisme, men udviklingen peger på, at lidt færre virksomheder forventer gode tider.  

Byggeri: Forsigtig fremgang fortsætter 

I bygge- og anlægsbranchen fortsætter den positive tendens for SMV’erne siden corona-lavpunktet. I oktober ligger SMV’ernes tillidsindikator på 95,0, lidt under niveauet i september (95,6), mens store bygge- og anlægsvirksomheder stiger svagt til 92,7 fra 91,6.

Dermed fortsætter tendensen, hvor SMV’erne generelt udviser større optimisme end de store virksomheder. 

Fakta fra analysen: 

  • Erhvervstillidsindikatoren for SMV’er samlet: 94,4 
  • Industri: 86,3 (SMV) og 75,7 (store virksomheder) 
  • Service: 96,2 (SMV) og 107,4 (store virksomheder) 
  • Bygge og anlæg: 95,0 (SMV) og 92,7 (store virksomheder) 
  • Detailhandel (SMV): 101,4 og 104,2 (store virksomheder) 

Se hele analysen her.