Mange SMV’er er økonomisk tyndslidte oven på flere kriser. Likviditeten er begrænset, og det udfordrer derfor virksomhederne, når de møder krav om at forlænge betalingsfristerne.
Danske små og mellemstore virksomheder er i øjeblikket udfordret af rekordmange faktorer. Mange SMV’er er økonomisk tyndslidte oven på coronakrisen, forsyningskrisen og nu energikrisen.
Samtidig har den rekordhøje inflation taget pusten fra forbrugerne, hvilket betyder mindre omsætning hos de danske virksomheder. Det har blandt andet medført, at konkurstallet nu er på niveau med finanskrisen jf. SMVdanmarks analyse.
Den nuværende situation betyder også, at virksomhedslikviderne er skrumpet, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved krav om længere betalingsfrister.
SMVdanmark har foretaget en analyse af situationen: SMV’erne oplever længere betalingsfrister.
Figuren til højre viser andelen af virksomheder, som har oplevet et krav fra kunderne om længere betalingsfrister de seneste 3 år. Det ses, at andelen på 21 pct. i 2022 overgår andelen i både 2020 og 2021. Det betyder, at hver femte virksomhed i 2022 oplever krav om længere betalingsfrister, hvilket næsten er dobbelt så mange som sidste år.
SMV’erne oplever i højere grad end tidligere, at de møder krav om, at betalingsfristerne forlænges. Dette kan udfordre de i forvejen pressede virksomheder med at få enderne til at mødes. Virksomhederne står i en situation, hvor likviditeten skal række til stigende omkostninger grundet inflationen og særligt de stigende energipriser. Det er derfor problematisk, når betalingsfristerne forlænges.