Nyt fra SMVdanmark: Lad os tæppebombe Berlingske med faglært talent

Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark opfordrer til, at vi indstiller unge til Berlingskes Talent 100-kåring.

Lad os for få indstillet faglærte talenter til Talent 100 i vildskab. Lad os tæppebombe Berlingske med erhvervsuddannet talent. Lad os sammen være med til at udfordre den snævre forståelse af talent og sikre, at de dygtige, unge faglærte hyldes for deres store bidrag til vores samfund. Det skriver adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt og fortsætter;

"Berlingske leder lige nu efter kandidater til deres Talent 100-kåring. En vigtig hyldest af de dygtige unge mennesker, der er fremtiden for dansk erhvervsliv. Sidste års liste rummede utvivlsomt meget talent. En ting faldt dog i øjnene hos mig: Ud af de 100 udvalgte, så havde lige præcis ingen af dem en faglært uddannelse.

Det afspejler for mig at se en bedrøvelig, bredere samfundsopfattelse af, hvad talent er. Vi har gennem årtier fremmet en akademisk tilgang til talentbegrebet, men virkeligheden er, at talenter findes på tværs af alle uddannelsesniveauer og fagområder. Hvis vi skal imødegå den massive mangel på faglærte, skal vi ikke kun tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne – vi skal også anerkende og fejre de faglærtes bidrag til samfundet.

Den gode nyhed er, at Danmark har faglærte i verdensklasse. Bogstavelig talt. Sidste år vandt flisemurer Kristian Bak Hansen guld ved WorldSkills – verdensmesterskabet for faglærte. Birgitte Brunsgaard Jacobsen vandt en flot bronzemedalje i faget landbrugsmaskinmekaniker.

Samlet har vi mere end 1,1 millioner faglærte, og årligt gennemfører over 30.000 unge en erhvervsuddannelse. De er kernen i vores små og mellemstore virksomheder, som udgør rygraden af dansk erhvervsliv. Faglærte skaber værdi hver eneste dag – som kokke, elektrikere, mekanikere, brolæggere og meget mere. Mange af jer driver også succesfulde virksomheder, der skaber arbejdspladser og vækst.

Der er rigeligt talent at tage af. Mange fortjener en plads på Talent 100-listen.

Berlingske mødte kritik sidste år for manglen på faglærte på listen. Her lød forsvaret, at ”kåringen udelukkende bygger på de indstillinger, som Berlingske modtager”. Det vælger jeg at læse som et udtryk for, at var meget få faglærte blandt de indstillede.

Derfor vil jeg gerne sende en opfordring til alle jer virksomheder: Lad os for få indstillet faglærte talenter til Talent 100 i vildskab. Lad os tæppebombe Berlingske med erhvervsuddannet talent. Lad os sammen være med til at udfordre den snævre forståelse af talent og sikre, at de dygtige, unge faglærte hyldes for deres store bidrag til vores samfund.

Fristen for indstillinger er den 20. januar, så det er nu, vi skal rykke. Det kan du gøre lige her."