Den nye finanslov for 2021 er en fin buket med en enkelt, konkret torn, mener Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.
“Overordnet er det en rigtig fornuftig og ansvarlig finanslov, og vi vil gerne kvittere for, at regeringen og dens støttepartier særligt afsætter ressourcer til kompensation i forbindelse med corona og grøn omstilling. Vi vil også gerne kvittere for regeringens fokus på eksporterhverv og lokale indsatser, da mange virksomheder særligt i udkantsdanmark er pressede,” siger Jakob Brandt.
“Vi er glade for, at der kommer et løft af boligjobordningen til 50.000 kr. Boligjobordningen er god, fordi den reducerer sort arbejde, og selvom de fleste virksomheder på området har høj omsætning, er udsigten for 2021 meget usikker, og boligjobordningen spænder dermed et sikkerhedsnet ud under en byggesektor, som historisk er meget konjunkturfølsom. Omvendt er vi dog bekymrede for, at hjælpen til oplevelseserhvervene ikke kommer langt nok ud,” siger Jakob Brandt og uddyber:
“Til trods for de 750 mio. kr. i stimulipakke til oplevelsesindustrien er vi bange for, at alt for mange virksomheder ikke vil få gavn af pengene. Husk på, at oplevelsesindustrien består af en underskov af virksomheder, fx teltudlejeren, leverandøren af lyd, lys og scene, fadølsleverandøren m.fl. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt, at hjælpen bliver givet i form af gavekort. Det vil hjælpe biografen, teateret og restauranten. Men det er nok de færreste, der giver gavekort til fx leverandøren af mobile toiletter,” siger Jakob Brandt.
Han frygter desuden, at feriepengene ikke vil være til megen gavn pga. dårlig timing.
“For udbetales de før restriktionerne hæves, vil oplevelsesindustrien igen ikke få gavn af det, og feriepengene vil igen ende i byggemarkeder og elektronikbutikker. Mange feriepenge vil også ryge til Tyskland, Norge og Sverige, der har en moms på hoteller og restauranter på hhv. 5, 6 og 12 pct, mod 25 pct. i Danmark. Denne ulige konkurrence burde finansloven havde taget hånd om ved et generelt oplevelsesfradrag ved at udvide boligjobordning til også at omfatte oplevelser i 2021 og 2022,” siger Jakob Brandt.
Finansloven indeholder også et par andre glædelige initiativer, som Jakob Brandt gerne vil rose.
“Det gælder støtten til eksport, hvor mange virksomheder er hårdt trængte pga. corona. Det gælder også uddannelsesløftet på bl.a. erhvervsuddannelserne og puljen til grøn efteruddannelse og opkvalificering. Og så er det vigtigt, at der med varslingspuljen til mindre virksomheder kommer en hjælpende hånd til de selvstændige og deres ansatte, der skal hjælpes videre til ny beskæftigelse,” siger han.