Dronningen valgte selv tidspunktet for sin abdikation, og adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt kan ikke forestille sig en mere værdig måde at overdrage tronen på. 2024 vil uden tvivl bringe flere overraskelser, men det er svært at forestille sig, at noget kan overgå denne historiske begivenhed.
Den måtte jo komme, denne sidste nytårstale fra Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. Ved første øjekast har det måske ikke den helt store indflydelse på SMV’erne i Danmark, men under talen blev det krystalklart, hvor nært det gode håndelag står vores kære dronning.
Vores dronning har altid haft et enormt kreativt intellekt, og i en tid hvor den kunstige intelligens buldrer derudaf, gav dronningen en vigtig påmindelse om, at vi skal huske at respektere håndens arbejde, uanset om det er en fritidsbeskæftigelse eller en profession.
Dronningens tale mindede os alle om, hvad samfundet har brug for. Dygtige mennesker, der mestrer noget. Værdien i Danmark skabes af alle dem, der vil og tør påtage sig ansvar – håndværkere, eventmagere, revisorer, skorstensfejere. Iværksættere og ildsjæle, der bruger deres færdigheder til at starte noget fra bunden.
Nu overdrages tronen til Kronprins Frederik, og mon ikke Danmark er lige så trygge ved ham som ved hans mor. Selvom vi ikke får en konge, der endnu har udtrykt samme begejstring for håndværket, får vi en konge, der som soldat og sportsmand kender værdien af en arbejdsindsats og belønning derefter.
Meget bliver nyt, når kronprinsen om få dage indtager tronen som landets regent. Selvom det danske kongehus er præget af traditioner, er jeg sikker på, at Kronprins Frederik vil gøre tingene på sin egen måde. Forandring fordrer nytænkning, og fra SMVdanmark vil vi gøre vores del for at bidrage til, at flere små og mellemstore virksomheder kan gøre sig gældende internationalt, ikke mindst når det gælder den grønne omstilling, sammen med vores kommende kongepar og vise Danmark frem på bedste vis.
Dronningen valgte selv tidspunktet for sin abdikation, og adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt kan ikke forestille sig en mere værdig måde at overdrage tronen på. 2024 vil uden tvivl bringe flere overraskelser, men det er svært at forestille sig, at noget kan overgå denne historiske begivenhed. Adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt ønsker Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. mange tak for det store arbejde, hun har udført for landet i både gode og svære tider.