Nyt fra Motorstyrelsen om afmelding af køretøjer og pladeskift uden syn

Pladeoperatører har fået en række nye opgaver, efter motorekspeditionerne lukkede permanent 1. juli 2025. Se her Motorstyrelsens uddybning af opgaverne "afmelding af køretøjer" og "pladeskift uden syn".

Sådan får du køretøjer afmeldt

Det er nyt, at pladeoperatører fra 1. juli skal hjælpe borgere og virksomheder med at få køretøjer afmeldt ved Motorstyrelsen.

Pladeoperatøren kan ikke selv afmelde køretøjerne, men skal tage imod nummerpladerne fra køretøjet, der skal afmeldes. Pladeoperatøren skal sende en tro- og loveerklæring (blanket 21.130) til Motorstyrelsen, som afmelder køretøjet. Pladeoperatøren skal destruere pladerne.

Blanket 21.130 skal bruges, når en pladeoperatør skal:
• ombytte en beskadiget nummerplade
• afmelde et køretøj med én nummerplade, hvor den anden plade er bortkommet
• afmelde køretøj med diplomatnummerplader, grænsenummerplader og lufthavnsnummerplader (RF-plader)
• destruere nummerplader, der i forvejen er afmeldt.

  Gå til blanket 21.130

Sådan får du tilladelse til pladeskift på køretøjer, der ikke skal til periodisk syn

Pladeoperatører skal have tilladelse til at genindregistrere køretøjer, der ikke er underlagt periodisk syn (fx motorcykel, påhængs- eller campingvogn), som er ældre end 5 år, og hvor hele pladesættet er stjålet eller mistet.

Sådan gør du:
1) Før du kan genindregistrere, skal den registrerede ejer erklære nummerplader bortkomne i Motorregistret.
2) Du skal ringe til Motorstyrelsen på 72 22 28 09 for at få tilladelse til at registrere køretøjet.
3) Motorstyrelsen annullerer ejerens afmelding af køretøjet.
4) Motorstyrelsen sender dig en tilladelse til, at du må foretage et pladeskift uden syn med samme ejer-/brugerforhold i registreringsflowet ”Pladeskift uden syn”.

Hvis der skal registreres andre ejere eller brugere på køretøjet, skal køretøjet til syn, før det kan indregistreres. Registreringen skal i dette tilfælde være en almindelig registrering (altså ikke ”Pladeskift uden syn”).

  Læs mere om mistede nummerplader til mc, påhængs- eller campingvogn

Henvendelse

Ved spørgsmål, kontakt Motorstyrelsen på tlf. 72 22 28 76 eller Dansk Bilbrancheråds advokatfuldmægtig Rasmus Hjelmer Hansen på tlf. 22924399

Pladeoperatører kan i øvrigt finde vejledning om deres opgaver på Motorstyrelsens hjemmeside. Her har styrelsen også oprettet en oversigt med nyheder, der er specielt relevante for pladeoperatører: Nyt til pladeoperatører.