Nye krav til mærkning af brændstof og el-stik

Med det nye krav om mærkning bliver forbrugeren forhåbentligt klædt tilstrækkelig på til at skelne mellem forskellige ladekabler og stiktyper.

Den 1. juli 2022 træder nye krav til mærkning af brændstof og el-stik i kraft - med virkning for køretøjer bragt i omsætning efter 1. oktober 2022.

Sælger du nye biler efter den 1. oktober 2022 - vel at mærke biler, der er bragt i omsætning efter dén skæringsdato - så skal du huske at få opdateret den mærkning, der skal være synlig omkring bilerne vedrørende brændstof og el-stik.

Reglerne træder i kraft den 1. juli 2022, så allerede her skal du sikre dig, at 

  • der er tilgængelig brugerinformation omkring brændstoftyper, der skal opfylde DS/EN 16942:2016+A1:2021 og at
  • der er tilgængelig brugerinformation omkring stik-typer i henhold til EV-mærkningsstandarden DS/EN 17186:2019 

De nye regler kræver mere opmærksomhed af forhandlerne

Derudover fjernes standardernes indhold fra den danske lovgivning, således at enhver opdatering af standarderne kan træde i kraft uafhængigt af, om den danske lovgivning bliver opdateret. 

Det giver et mere smidigt system - men kræver også mere opmærksomhed fra forhandlernes side.

Det forventes ikke, at de nye regler vil give anledning til store udfordringer - tværtimod burde især oplysningspligten om stik-typer på el- og hybridbiler afværge en del udfordringer og konflikter hos kunderne, der ikke altid bliver klædt tilstrækkelig på til at skelne mellem forskellige ladekabler og stiktyper. 

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer kan du kontakte juridisk chef Johanne Berner jhb@dbr.dk eller tlf. 22415103.