Ny digital konkurrenceplatform testes ved DM i Skills

Foto: Per Daugaard.

CIS er en ny digital konkurrenceplatform, der testes af seks fag ved DM i Skills i år. CIS står for competition-information-system. Karosseriteknikerne er et af de seks fag, der tester den nye digitale konkurrenceplatform,

CIS-systemet pilot-testes ved DM i Skills i Høng. I første omgang benytter seks fag den digitale konkurrenceplatform, herunder karosseriteknikerne.

Går alt efter planen, vil flere fag følge efter i 2023.  

-Vi forventer, CIS bliver en succes ved DM i Skills i år. Det er et gennemtestet internationalt konkurrencesystem, som anvendes med stor succes, både ved WorldSkills og EuroSkills, siger Jens Søndergaard Hansen, chefkonsulent i SkillsDenmark og Technical Delegate Worldskills and EuroSkills.

Hvordan bruger man CIS
Helt lavpraktisk får dommerne i de seks testfag udleveret en tablet, hvorfra CIS-systemet tilgås. CIS-platformen indeholder blandt andet regneark til dommernes point- og karaktergivning, fagets opgavebeskrivelse, information om alle deltagere og dommere mm.

Under konkurrencerne registrerer dommerne løbende alle deltageres point og karakterer digitalt – og alle data gemmes.

-Det letter håndteringen og den endelige udregning af alle point og karakterer betragteligt, siger Jens Søndergaard Hansen.

Feedback redskab
Der er store potentialer i CIS både for dommere, deltagere og de enkelte fag. CIS-platformen gemmer nemlig ikke kun data til brug under DM. Der registreres også vigtig information om deltagernes kompetencer, der kan bruges fremadrettet.

-CIS er ikke alene en fremragende måde at styre bedømmelserne på. Når DM er slut, kan trænere trække analyser ud af CIS, der viser, hvor konkurrencedeltageren har været særligt dygtig, og hvor der er skal trænes mere. CIS er et uhyre vigtigt feedback-redskab, fortæller Kasper Bøgelund, der er Skills Competion Manager for møbelsnedkerne til WorldSkills og har årelang erfaring med brugen af CIS.

Erfaringer fra WorldSkills og EuroSkills viser, at de lande, der har forstået at bruge CIS ved deres nationale konkurrencer og videre under træningen af konkurrencedeltagerene, er dem, der får de bedste placeringer på podiet.

Karosseriteknikere tester CIS i år
Daniel Krarup Jørgensen fra College 360 i Silkeborg (tv. på foto) og Michael Madsen fra TEC i Hvidovre (th, på foto) er henholdvis competition manager og dommer for karosseriteknikerne. De pilottester CIS i år.

– Vi forventer, CIS vil gøre det nemmere, hurtigere, og mere præcist og overskueligt at håndtere pointgivningen under konkurrencen. Vi ser frem til at teste systemet, fortæller Daniel Krarup Jørgensen.

De seks fag der tester CIS ved DM i Skills i år er: Karosseritekniker, autolakerer, bager, konditor, møbelsnedker og sosu.

Samsung sponsorerer tablets til CIS
Samsung har venligst udlånt 25 nye tablets til afprøvning af CIS-systemet ved dette års DM i SkillsDet gør Samsung blandt andet for at bakke op talentudvikling og teknisk innovation.

-Samsung brænder for teknisk innovation, og vi vil gerne støtte projekter, der fremhæver unge talenter. Og teknologi er i stigende grad en del af arbejdsdagen på de tekniske fag. Den teknologi skal ikke kun performe godt, den skal også kunne holde til at blive brugt. Vi vil gerne vise, at Samsung kan være en integreret del af en effektiv arbejdsdag, siger Claus Holm, salgschef i Samsung.