Efter længere tids udfordringer med ophobede - ikke-afhentede dæk - var det med stor glæde, at Dansk Bilbrancheråd sammen med den øvrige værkstedsbranche noterede sig Miljøstyrelsens forslag til en ny dækbekendtgørelse. Glæden blev dog kort.
Forventningen var, at Miljøstyrelsen ville have givet Dækbranchens Miljøfond en håndsrækning, så en løsning var udgiftsneutral for værksteder, men sådan gik det ikke.
Miljøstyrelsens løsningsforslag er, at give dækindsamlerne en blanko check til at opkræve gebyrer efter eget valg, for afhentning af dæk hos værkstederne. Miljøstyrelsen bakkede sit forslag op med en udtalelse fra Erhvervsstyrelsen om, at en sådan løsning ikke ville koste virksomhederne noget på bundlinjen.
Dansk Bilbrancheråd protesterede på det kraftigste mod forslaget - og blev bakket op af blandt andet Dækbranchen Danmark, Dansk Autogenbrug og SMVdanmark.
Især påtalte rådet det helt åbenlyst forkerte i påstanden om, at det ikke ville blive dyrere for virksomhederne - altså værkstederne. Trods det akutte behov for at få afhentet dæk, så ville gebyr for afhentning kun gøre det dyrere for værkstederne - men altså ikke løse selve problemet.
Andre - heriblandt Autobranchen Danmark - støttede forslaget om opkrævning af gebyrer for at afhjælpe den akutte problematik.
Det skal påpeges, at det dækgebyr som hr. og fru Jensen betaler, når de køber et nyt dæk - pt udgørende 12 kr for et personvognsdæk, ikke giver ret til gratis afhentning af de udtjente dæk.
Dækbekendtgørelsen ER nu ændret - og selvom det er skammeligt bare at flytte omkostningen over på værkstederne, så er det sket. I den aktuelle situation - hvor der er tale om en snævert afgrænset opgave - så er anbefalingen fra Dansk Bilbrancheråd klar: Undersøg markedet og find den billigste aktør. Priserne vil næppe blive helt ens - slet ikke geografisk set, og der forventes at blive en konkurrence mellem dækindsamlerne, som værkstederne skal holde øje med.
Viser det sig, at priserne ikke differentierer mellem dækindsamlerne, hører vi i Dansk Bilbrancheråd gerne herom, idet det efter omstændighederne kan være et tegn på, at der er indgået uhensigtsmæssige aftaler på et i forvejen ret afgrænset marked.
Rådet vil nøje monitere udgiftsniveauet og holde Miljø- og Erhvervsstyrelsen op på deres kategoriske udtalelse om, at løsningen ikke koster virksomhederne penge.
For yderligere kan adm. direktør Erik S. Rasmussen kontaktes på 40 41 43 99.