Motorstyrelsens status på omberegning af registreringsafgift

Motorstyrelsen oplyser, at den ikke kender tidshorisonten for, hvornår de sidste omberegninger af registreringsafgift vedr. køretøjer, der er indregistreret i perioden 18. december 2020 til og med 31. maj 2021 vil ske. Motorstyrelsens arbejde betyder, at  Motorregistret i en periode ikke vil indeholde de korrekte oplysninger om de berørte køretøjer. Det vil fremgå ved de enkelte køretøjer, at oplysningerne ikke er ajourført.

Motorstyrelsen har d. 20. december 2022 meddelt, at styrelsen fortsat mangler at gennemføre de sidste omberegninger af registreringsafgift vedr. køretøjer, der er indregistreret i perioden 18. december 2020 til og med 31. maj 2021.

Omberegninger skal ske som følge af den lovændring, der trådte i kraft d. 1. juni 2021. Reglerne har virkning fra den 18. december 2020.

Over 97 procent af omberegningerne er nu gennemført
Motorstyrelsen har tidligere oplyst, at den ved udgangen af juni havde gennemført 97% af de cirka 270.000 omberegninger, som skulle laves på baggrund af lovændringen. 

Det har vist sig, at disse omberegninger er så komplekse, at tidshorisonten for at gennemføre dem i Motorregistret vil være for lang. 

Motorstyrelsen gennemfører derfor de sidste omberegninger udenfor Motorregistret.

Risiko for fejl i Motorregistret

Da omberegningerne sker udenfor Motorregistret betyder det, at registret i en periode ikke vil indeholde de korrekte oplysninger om de berørte køretøjer. Det vil fremgå ved de enkelte køretøjer, at oplysningerne ikke er ajourført.

Motorregistret vil senere blive opdateret med de korrekte oplysninger. Motorstyrelsen kender ikke tidshorisonten på nuværende tidspunkt.

Dog vil Motorstyrelsen løbende orientere om, hvor langt den er kommet med omberegningerne, på siden https://www.motorst.dk/bilaftale-2021/omberegning-af-registreringsafgift/.

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer så kontakt Dansk Bilbrancheråds repræsentant i Motorkontaktudvalget, Rasmus Saaby Hansen på tlf. 22924399.