Marts måned gav de laveste ulykkestal i 35 år

Kilde: Vejdirektoratet

Færre personer kom til skade i trafikken i marts måned end i nogen anden måned, siden Vejdirektoratet begyndte at opgøre statistik på området i 1985. 

 Det viser de foreløbige ulykkestal, som Vejdirektoratet netop har offentliggjort.

174 var hidtil laveste

 Helt konkret blev der registreret 159 tilskadekomne i trafikken i sidste måned. Det er under det hidtil laveste niveau, der var 174 tilskadekomne i februar 2018. 

 - Det er uden tvivl effekten af Coronakrisen, vi kan se i tallene. Når personbiltrafikken falder så kraftigt, som det er sket i de seneste uger, så smitter det helt naturligt også af på ulykkesstatistikken, siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder, Vejdirektoratet. 

Helt konkret er trafikken på landets store veje faldet med op til 40 procent i marts, viser trafikmålinger fra Vejdirektoratet.

Formodes at fortsætte

Vejdirektoratet formoder, at tendensen med lave ulykkestal vil vedblive i hele den periode, hvor samfundet er delvist nedlukket for at forhindre smittespredning. Det er dog stadig for tidligt at spå om de konkrete trafiksikkerhedsmæssige konsekvenser af Coronakrisen. 

Vejdirektoratets ulykkestal stammer fra politiets ulykkesrapporter. Når månedstallene opgøres, er de altid et estimat, da alle fakta om ulykkerne og de tilskadekomne ikke indtastes i databasen med det samme. Denne usikkerhed om månedstallene kan for marts 2020 muligvis være forstærket af, at politiet under Coronakrisen kan have mere fokus på andre opgaver end indtastning af ulykkesrapporter.