
Konkurrencerådet har indledt en efterforskning af markedet for skadesforsikringer til private, hvilket Dansk Bilbrancheråd arbejder for også skal inkludere bilforsikringer.
Udfordrer du ikke dit forsikringsselskab på prisen, så stiger betalingen automatisk. Dermed får ressourcestærke personer bedre priser end personer, som lader stå til.
Konkurrencerådet offentliggjorde i april en rapport om konkurrencen på skadesforsikringsmarkedet til private, som konkluderede, at konkurrencen var udfordret.
Dette var blandt andet på grund af den automatiske prisstigning, som specielt loyale (dvs. ressourcesbegrænsede) kunder er udsat for.
På baggrund af rapporten og høringssvar fra branchen, herunder Dansk Bilbrancheråd, indleder Konkurrencerådet derfor nu en efterforskning af markedet for skadesforsikringer til private.
I Dansk Bilbrancheråd arbejder vi hårdt på, at denne efterforskning også kommer til at omfatte skadesområdet for biler. Det er alle værkstedsejere bekendt, at det er et område, der om noget trænger til at få myndighedernes opmærksomhed, udtaler adm. direktør Erik S. Rasmussen og fortsætter;
Herunder naturligvis også med et fokus på prisen på kaskoforsikringer på biler i og med, at det skal være så billigt for borgerne i Danmark som muligt at holde bil.
Netop prisen for at holde bil og herunder prisen på forsikringen får Dansk Bilbrancheråd til yderligere at opfordre til, at Konkurrencerådet også undersøger bilforsikringer på tværs af drivmidler.
Udviklingen i bilparken har givet flere elbiler på vejene, som bekendt er dyrere at reparere end den typiske fossil bil. Alligevel ligger prisen på forsikringer for de to typer biler bemærkelsesvis tæt.
En efterforskning bør derudover også kontrollere, om forsikringstagerne for fossilbiler er med til at betale for de dyre reparationer på elbiler, afslutter adm. direktør Erik S. Rasmussen.
Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt adm. direktør Erik S. Rasmussen på esr@dbr.dk eller tlf. 40414399.