Jobopslag: Jurist, advokat eller advokatfuldmægtig søges

Mange af vores medlemmer arbejder med bilbeskatning og -moms. Her er Erfa-gruppen til temadag om emnet.

Jurist, advokat eller advokatfuldmægtig med interesse for bilbeskatning søges til Dansk Bilbrancheråds sekretariat.

Danmarks største brancheorganisation for bilvirksomheder, Dansk Bilbrancheråd, søger en jurist/advokat med interesse for bilafgifter og moms – og retssager om biler generelt.

Du behøver ikke at kunne bilafgifter og momsproblematikker ved bilhandel på fingerspidserne, men du skal være interesseret i at dyrke området.

Vi forestiller os, at du måske er jurist og kommer fra en stilling inden for den offentlige skatteforvaltning, eventuelt et Motorankenævn, hvor du har beskæftiget dig med bilafgifter. Alternativt har du lignende erfaring fra det private erhvervsliv – måske fra en bilimportør eller en brancheforening. Eller du har en helt tredje baggrund.

Du har gode formidlingsevner – både i skrift og tale – og har lyst til at afholde indlæg for vore medlemmer med afsæt i de afgiftsmæssige problemstillinger, de møder i deres virksomheder.  Du vil få det daglige ansvar for vores bilhandels-erfa-gruppe og de koncepter, vi udbyder i den forbindelse, herunder vores bilforsikringer.

Dansk Bilbrancheråd bistår, som den eneste brancheorganisation i Danmark indenfor biler, også sine medlemmer med at føre retssager via et samarbejde med Din Biladvokat – og hvis du kan bistå hermed også, er det kun en fordel – enten via en advokatbestalling eller som advokatfuldmægtig.

 

Vi glæder os til at høre fra dig, hvis du:

  • har lyst til og mod på at arbejde for en interesseorganisation i bilbranchen,
  • har, eller ønsker at få kendskab til bilafgifter og momsproblematikker ved bilhandel og er parat til at blive ”superbruger” på området,
  • har viljen til at udfordre de politiske systemer, både herhjemme og hele vejen til Bruxelles.

 

Tiltrædelse snarest muligt. Ansættelsessamtaler afholdes løbende.

Spørgsmål til stillingen kan besvares hos direktør Erik S. Rasmussen på 40 41 43 99 eller hos juridisk chef Johanne Berner på 22 41 51 03.

Ansøgninger med bilag sendes til juridisk chef Johanne Berner på jbh@dbr.dk.