Få nyregistrerede biler i årets første kvartal

Nyregistrerede personbiler fra 2009 til 2022. Første kvartal i 2022 ligger lavt i nyregistreringerne.Kilde: Danmarks Statistik

I årets første kvartal er der registreret 28,5% færre biler end sidste kvartal forrige år i sæsonkorrigerede tal i følge Danmarks Statistik. 

En frisk analyse fra Danmarks Statistik viser, at det samlede sæsonkorrigerede antal registreringer i første kvartal 2022 var 28,5 pct. lavere end i fjerde kvartal 2021. For husholdningernes vedkommende var faldet på 42,7 pct., mens tilgangen i erhvervene faldt med 7,7 pct.

Det er dog ikke kun i 2022s første kvartal, at bilsalget har været lavt. Set over det seneste år er tilgangen af registrerede biler faldet i forhold til perioden før.

Tilgangen i de seneste 12 måneder faldt

Den samlede tilgang af nye biler i perioden april 2021 - marts 2022 var på 176.900 hvilket var 8,9 pct. lavere end i den foregående 12 måneders periode.

Tilgangen til husholdningerne faldt med 15,7 pct. til 99.900 biler, mens den steg med 1,8 pct. i erhvervene til 77.000.

De benzin- og dieseldrevne biler gik 28,9 pct. tilbage i forhold til de foregående 12 måneder, mens elbilerne steg med 84,9 pct. og pluginhybriderne med 62,2 pct.

Årsager til de faldende registreringer

Stigende leveringstider og faldende købelyst allerede i 2021 er forklarende elementer i faldet i registreringerne af nye biler.

På grund af corona opstod der i 2021 udfordringer med levering af nye biler, hvilket allerede her betød lange leveringstider på nye biler. 

De lange leveringstider er blevet ydereligere forstærket og forlænget på grund af krigen i Ukraine, da bilproduktionen også er påvirket heraf.

Situationen på nyvognsmarkedet bevirker, at brugte biler er i høj kurs, så her ses en mangel på udbuddet af biler til salg, som måske på grund af ovenstående desværre bliver forværret fremover. 

Henvendelse

Kommunikationschef Majbrit Berthelsen mb@dbr.dk eller tlf. 40184884.