Er din virksomhed sponsor for dit barns motorsport?

Det er vigtigt at have helt styr på hvilke udgifter, der kan trækkes fra i skat - også når det kommer til sponsorater af forskellige typer. Og hvordan er det nu med sponsorater af egne børn?

Landsskatteretten tog tidligere på året stilling til, hvorvidt en virksomhed indenfor bygge- og anlægsbranchen kunne trække et sponsorat på 45.000 kr. inkl. moms fra i skat eller ej.

Svaret var et klart NEJ - og begrundelsen var, at det var indehaverens søn, der var modtager af en del af sponsoratet. Det betød helt lavpraktisk, at indehaveren af virksomheden skulle beskattes af beløbet, som om han havde fået det udbetalt selv i udbytte. 

Sønnens gokart-team blev sponsoreret

Sponsoratet var ydet til et gokart-team, hvoraf virksomhedsejerens søn udgjorde den ene af kørerne. Gokart-teamet kørte på eliteniveau.

Som modydelse for sponsoratet var virksomhedens navn og logo blevet trykt på et par T-shirts til kørerne samt få køredraget, men stod ikke på hverken gokarts, trailere eller lignende.

Virksomheden havde trukket sponsoratet fra i skat ud fra en række betragtninger om, at sponsoratet havde givet virksomheden et stort netværk, der havde forøget omsætningen kraftigt. Det var blandt andet sket via de invitationer til løb, der fulgte med i sponsoratet. 

Ikke tilstrækkelig reklameeffekt

Skattestyrelsen afviste, at virksomheden kunne tage sponsoratet med i skatteregnskabet.

Landsskatteretten bekræftede denne opfattelse og henviste til;

  • at ejeren tydeligt havde en egeninteresse i sponsoratet og
  • at det afholdte beløb ikke umiddelbart stod i rimeligt mål med den reklameeffekt, som virksomheden fik ud af det. 

Som følge af, at virksomheden herefter havde brugt et beløb fra virksomheden til et privat formål, måtte ejeren imødese en beskatning af beløbet, som om han havde udtrykket det til udlodning. 

En konkret vurdering

Det er altid en konkret vurdering, hvorvidt et sponsorat har en skattemæssig værdi for den virksomhed, der yder sponsoratet.

Ethvert sponsorat bør derfor drøftes med revisor. I mange tilfælde giver det mening at indgå en egentlig, skriftlig sponsoraftale, der tydeligt beskriver pligter og rettigheder.

Ligesom der - i tvivlstilfælde - kan udarbejdes egentlig business-case-dokumenter, der beskriver hvilke pejlemærker for sponsoratet, sponsoren vil holde øje med, herunder i forhold til forretningsmæssige forhold.

Se afgørelsen her.

Henvendelse

Har du kommentarer eller spørgsmål, da kontakt juridisk chef Johanne Berner jbh@dbr.dk eller 22415103.